fiskeben.dk

Forleden dag tog jeg et af de største skridt i mit liv. Eller… det vil egentlig sige, at min kæreste tog det for mig, for hun spurgte mig, om jeg ville gifte mig med hende.

Jeg svarede selvfølgelig ja.

I går fik vi ringene på (det skal selvfølgelig gøres ordentligt), og nu er alting på skinner med hensyn til kirke og fest. 30. august 2008 bliver jeg lagt i lænker.

Vi har valgt at holde brylluppet i Danmark. Det har vi egentlig altid bestemt, at vi ville, så det er der ikke så megen hokus pokus i. Det kommer til at foregå i Kollerup Kirke, som ligger lige udenfor Fjerritslev (til de uvidende), og festen skal holdes på et hotel i Slettestrand – altså på gode, gamle Fjerritslev-manér.

Jeg mærker, at det er lidt af et skridt at tage. Det giver en mærkelig følelse i maven at være forlovet med ring og planlægge bryllup, men jeg går så absolut ind for det og glæder mig rigtig meget.

Om en times tid begynder vores rejse mod Danmark, hvor julen skal fejres i år. Vi har i år valgt at rejse via Oslo i et forsøg på at nedbringe den sindssyge pris på flybilletter i juletiden. Det lykkedes egentlig dårligt (takket være Sterlings svinagtige prispolitik, tak skal I fandme have). Derudover er det tydeligvis dårligt vejr i Oslo for tiden, og nyhederne kalder det “flykaos”. Mange afgange er aflyst på grund af tåge og frost, men de håber da i det mindste at komme op på halv kapacitet kl 12. Spændende…

Politiken tog i sidste uge handsken op, efter en norsk avis havde trykt en artikel med nogle danske ord, der lyder sjovt på norsk. Værsgo’ – en sprogkrig er født. Den har efterhånden bredt sig, og frem til i dag har den været nævnt i flere norske aviser og nyhedssider.

Jeg er blevet opfordret til at give en kommentar på sagen, og det kan jo virke naturligt nok, eftersom jeg på en måde har en fod i begge lejre. Personligt holder jeg med den danske side, for jeg har på egen krop mærket sarkastiske nordmænds vittigheder og citeren dumme tv-shows. Jeg har ar på sjælen, ja jeg har så. Problemet er bare, at de dumme tv-shows, hvor der gøres nar ad danskere og ikke mindst det danske sprog, er faktisk utroligt sjove, og danskere burde prøve at få fingre i ting som Team Antonsen og Uti vår hage.

Nordmændene har en meget grundlæggende opfattelse af, at danskere taler, som om de har en varm kartoffel i halsen. Jeg kan ikke selv se, hvor de får det fra. Derimod kan jeg krumme tæer, hver gang en nordmand skal tale “dansk”, for det er de faktisk ikke særligt gode til! Takket være danske film og tv-serier samt Kim Larsen taler alle nordmænd “dansk” med en besynderligt københavneraccent, som generelt lyder helt i skoven. Som jyde med sort muld mellem tæerne og halmstrå i næsen tænker jeg altid, at det der jo ikke er dansk men istedet en fornærmelse.

De danske læsere håber måske på, at jeg kan strø om mig med en masse norske ord, der lyder sjovt på dansk, men jeg kan ikke rigtig nogen særlige: man kan hedde Røv til efternavn, man knepper skjorten, at griner og græder er omvendt i Norge og at rar betyder mærkelig.

Kære nordmænd, I kan drille os så meget I gider, men fakta er, at var det ikke for danskerne, havde I ikke kunnet rå-kopiere samtlige Olsen Banden filmene og The Julekalender.

På vej hjem fra arbejde hørte jeg med et halvt øre et direktesendt program på (norsk) P3. Det var en type optakt til en koncert, og der var blandt andet en konkurrence med to af gæsterne i studiet som deltagere. De blev begge spurgt om, hvor de var fra, og det fik mig til at tænke lidt; hvis jeg skulle blive stillet det spørgsmål, hvad skulle jeg så svare? Askøy? Bergen? Danmark? Aalborg? Gøttrup?

Hvor man kommer fra må være afhængig af kontekst og temperament. Hvem som stiller spørgsmålet, og hvad samtalen ellers drejer sig om, må give et bestemt svar. Ofte taler jeg med folk på arbejde eller til fester, og her er svaret enten “Danmark” eller “Askøy”, men det er også fordi det ligger i kortene, hvad det er for et svar, de forventer. Spørger de til, hvor i Danmark jeg kommer fra, svarer jeg sjældent Gøttrup, for ingen aner hvor eller hvad det er – og da slet ikke nordmænd. Er det en dansker, som spørger, lægger jeg ud med at sige “en lille by nær Fjerritslev” (som også er tvetydigt, for der er flere Fjerritslev’er i Danmark). Er det en normand, som spørger, må jeg være lidt mere generel og svarer som regel “en lille by midt mellem Hanstholm og Aalborg“. Alle nordmænd ved, hvad Hanstholm er, for der sejler færgen til, og alle ved hvad Aalborg er, for der er billige bajere.

Skulle jeg ende som deltager i et program og blive spurgt om, hvor jeg er fra, ville jeg sikkert svare Askøy, for det er der, jeg bor. Men da værten temmelig sikkert ville bemærke, at jeg da ikke kan være helt norsk, vil det højst sandsynligt komme som et nyt spørgsmål: Jamen, hvor er du egenlig fra? Hvis jeg istedet svarer Danmark (eller en by i Danmark for den sags skyld), vil det kun føre til endnu flere spørgsmål, og så er vi jo lige vidt.

Så hvor er jeg egentlig fra?