fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med DR

Et stort skridt for podcasting

Den norske rikskringkastingen (NRK) har i dag indgået en historisk aftale med TONO (forvalter af musikernes interesser i Norge). Aftalen giver NRK Radio ret til at bruge musik i sine podcasts, mere præcist op til 70% af en udsendelse.

Dette er historisk, fordi hidtil har musikbranchen stået stejlt på, at podcasts er download og musik skal ikke kunne downloades. At de nu er gået med på en aftale omkring musik i podcasts, så er det et meget positivt tegn på velvilje og omfavnelse af internettet som et medie fra en branche som ellers har bekæmpet det med næb og kløer.

At det er NRK, som er blandt de første (hvis ikke DE første) i verden til at få en sådan aftale i hus, er ikke nogen overraskelse. NRK er eksemplarisk som medie, der gør brug af internettet. De har for eksempel gjort TV- og radioudsendelser i fuld længde og kvalitet frit tilgængeligt via BitTorrent. De har en egenudviklet og omfattende videotjeneste. De har en (meget aktiv) blog, hvor stationens udviklingsafdeling skriver om alle deres tiltag og forhører sig blandt læserne (altså licensbetalerne) om, hvordan DE har lyst til, at NRK skal udvikle sig i fremtiden. De benytter sig flittigt af tjenester som Twitter og Facebook.

Danmarks Radio og ikke mindst KODA kunne lære noget af denne aftale og af NRK som helhed. Bevares, de har visse tiltag som Bonanza, men det kan sagtens blive meget bedre. Come on, DR!

13

nov

4

Se The Doors i København

På DR Bonanza kan man for tiden se hele programmet som Danmarks Radio i sin tid lavede med The Doors. En unik 30-minutters koncert kun til ære for kameraerne, hvor bandet for første gang spillede The Unknown Soldier på fjernsyn.

Bonanza-værket er ikke ligefrem Youtube, så jeg kan ikke linke direkte til videoen (tror jeg da), men følg linket for at komme til musiksektionen i Bonanza og find udsendelsen i listen.

22

sep

0

Joost klar til Mac OS X

I lørdags udkom Janus Friis’ nyeste påfund, Joost, endelig til Mac OS X. Joost er et program til streaming af TV, og allerede nu er der et ganske udmærket udvalg af programmer at hygge sig med. Blandet andet en del programmer fra National Geographic (i flot kvalitet), programmer fra DR (indtil videre kun Penge og et forbrugerprogram), World Poker Tour, Fifth Gear, IndieFlix (blandt andet hele film i fuld længde), “>Menuen i JoostMTV og andre ting. Der er lidt for enhver smag.

Interfacet er enkelt og let, og man lærer nemt at orientere sig. Billedets kanter er “muse-følsomme”, så når man bevæger musen ud til kanten af skærmen, dukker der ikoner op på alle fire kanter: en kanalvælger, info om den aktuelle kanal eller programmet, en slags community-dims med chat og sager og selvfølgelig et kontrolpanel. Ikonerne er klare omend ikke alle lige enkle at forstå i første omgang, og når programmet kører i et almindeligt vindue, kan skriften blive temmelig gnidret og svær at læse. Desuden har menuerne en tendens til at gå i smadder, men … det er jo stadig en (lukket) beta.
Menuen i programmet
Udvalget i Joost bliver ved med at vokse, og i dag har TV-netværket Viacom tilkendegivet, at de støtter Joost og vil tilbyde indhold til projektet – blandt andet produktioner fra Comedy Central (og gid det bliver de nye afsnit af Futurama!).

Joost er som sagt stadig en lukket beta, men som betatester skal man efter sigende få invitationer, som man kan dele ud til sine venner og bekendte. Jeg har ikke fået nogen endnu (de har sikkert set, at jeg ingen venner har), men når jeg får nogen, må du da gerne lade som om du er min ven, så jeg kan føle mig lidt mægtig i et par timer.

20

feb

2