Hvor’ jeg fra?
På vej hjem fra arbejde hørte jeg med et halvt øre et direktesendt program på (norsk) P3. Det var en type optakt til en koncert, og der var blandt andet en konkurrence med to af gæsterne i studiet som deltagere. De blev begge spurgt om, hvor de var fra, og det fik mig til at tænke lidt; hvis jeg skulle blive stillet det spørgsmål, hvad skulle jeg så svare? Askøy? Bergen? Danmark? Aalborg? Gøttrup?
Hvor man kommer fra må være afhængig af kontekst og temperament. Hvem som stiller spørgsmålet, og hvad samtalen ellers drejer sig om, må give et bestemt svar. Ofte taler jeg med folk på arbejde eller til fester, og her er svaret enten “Danmark” eller “Askøy”, men det er også fordi det ligger i kortene, hvad det er for et svar, de forventer. Spørger de til, hvor i Danmark jeg kommer fra, svarer jeg sjældent Gøttrup, for ingen aner hvor eller hvad det er – og da slet ikke nordmænd. Er det en dansker, som spørger, lægger jeg ud med at sige “en lille by nær Fjerritslev” (som også er tvetydigt, for der er flere Fjerritslev’er i Danmark). Er det en normand, som spørger, må jeg være lidt mere generel og svarer som regel “en lille by midt mellem Hanstholm og Aalborg“. Alle nordmænd ved, hvad Hanstholm er, for der sejler færgen til, og alle ved hvad Aalborg er, for der er billige bajere.
Skulle jeg ende som deltager i et program og blive spurgt om, hvor jeg er fra, ville jeg sikkert svare Askøy, for det er der, jeg bor. Men da værten temmelig sikkert ville bemærke, at jeg da ikke kan være helt norsk, vil det højst sandsynligt komme som et nyt spørgsmål: Jamen, hvor er du egenlig fra? Hvis jeg istedet svarer Danmark (eller en by i Danmark for den sags skyld), vil det kun føre til endnu flere spørgsmål, og så er vi jo lige vidt.
Så hvor er jeg egentlig fra?
29
aug