Tag-arkiv: hærværk

Graffiti rammer man da ind

Foto: fiskeben @ flickr

Foto: fiskeben @ flickr

På min vej fra arbejde til bussen kommer jeg dagligt forbi dette stykke graffiti. Det forestiller Execution of a Viet Cong hvor offerets hoved er erstattet af en solsikke og pistolen med en giftflaske (men det kan du jo godt se). Billedet hedder Weed Killer, og stilen er en såkaldt stencil - det vil sige, at billedet er først skåret ud i pap eller et andet stift materiale (en skabelon), tapet på muren og malet over med spraymaling.

I efteråret blev bygningen, som billedet er malet på, indhyllet i stilladser og pressenninger. “Nå, nu forsvinder det billede nok,” var min første tanke, men som tiden gik kunne jeg stadig skimte det derinde bag pressenningerne, når jeg ventede på grønt lys ved fodgængerovergangen til busstationen.

Forleden dag forsvandt stilladserne pludselig, og bygningen var blevet helt hvid og fri for bilos og tags. Jeg var meget spændt, da jeg gik om hjørnet for at se, om billedet nu var malet over, men mindsandten om ikke man havde fjernet snavs og tags og monteret en plexiglasplade over det for at beskytte det!

Det kommer faktisk ikke som nogen overraskelse for mig, og der knytter sig en interessant historie til årsagen. Billedet er lavet af den bergensiske gadekunstner Dolk. Ingen ved hvem personenen bag er, men de fleste kender til mange af hans værker, som efterhånden pryder en del mure rundt omkring i byen. For et par år siden blev der stor opstandelse i Bergen fordi vejvæsenet havde malet over nogle af Dolks billeder som forestillede kaffemogulen og daværende borgmester, Herman Friele, som ægte west coast hip hopper. En del af opstandelsen skyldtes, at Dolks billeder handles for titusindvis af kroner og af mange anses som ægte kunst og ikke bare hærværk.

Hvis du sidder og tænker “Banksy” lige nu, så er det slet ikke tilfældigt. Man kan ikke snakke om Dolk uden også at komme ind på Banksy, men det vil jeg overlade til denne side hvor du kan finde rigtig megen information om både Dolk og sammenligningen med Banksy.

Ved at ramme graffiti ind opstår der en konflikt: er det at legalisere graffiti og hærværk? Enhver med lidt omløb i hovedet kan selvfølgelig godt se forskellen på et af Dolks billeder, som han har brugt en uge på at lave, og en latterlig krussedulle (også kendt som tags) som en fjortenårig, lightergaspåvirket rolling har lavet i forbifarten. Men det rejser alligevel et spørgsmål om, hvem der skal bestemme, hvad som er kunst og hvad som er hærværk, og der er stadigvæk mennesker, som vil kalde Dolks billeder for hærværk. Og hvad sker der, når der kommer 117 andre “gadekunstnere” med sine skabeloner og tapetserer byen? Er vi så nede på tagging-niveau igen, eller skal alle ansees som store kunstnere?

Det er en interessant diskussion, som jeg ikke kan afgøre her, men jeg er meget interesseret i at høre, hvad andre mener om denne form for kunst og hvor grænsen går mellem kunst og hærværk. Du kan se mange flere eksempler på (alle?) Dolks værker på Dolk Lundgren Stencils eller på Flickr, og du kan købe originaler på handmadeposters.com (men du har sikkert ikke råd).

Kære autonome

Hver gang jeg ser en overskrift på diverse nyhedsmediers hjemmesider, der handler om optøjerne, de autonome skaber i København, mister jeg mere og mere respekt for de mennesker – og nu er der ikke mere at miste.

Så kære autonome og medlemmer af Ungdomshuset eller hvad I nu kalder jer selv. I brænder alle broer (pun intended). Hvem tror I selv gider give jer så meget som et hundehus eller en mursten (pun endnu mere intended) sådan som I opfører jer? Hvad regner I med skal blive reaktionen og konsekvensen efter dette? Skal politikerne begynde at græde og give jer Jagtvej 69 tilbage? Det er tydeligvis det eneste hus i Danmark, der er godt nok for jer. Hvad er det lige, der er så specielt ved akkurat det hus? Der må næsten være olieforekomster i kælderen, når man tænker på, hvordan I forsvarer det med næb og klør.

Jeres reaktion er noget af det mest irrationelle, man kan forestille sig. Slår man irrationel op i et leksikon (men det ved I sikkert ikke, hvordan man gør), så burde der være et billede af jer iført jeres fine elefanthuer og sorte gamachebukser. Men det er der ikke – endnu. I opfører jer som små og utroligt dårligt opdragede børn. I får det ikke, sådan som I vil have det, og jeres naturlige reaktion er at smadre andre, uskyldige menneskers ejendele. Hallo? Er I på speed? Nåh ja, jeg glemte, at det er de autonome, vi snakker om her.

Ifølge i skrivende stund seneste optælling er cirka 400 blevet anholdt i løbet af de sidste to dage. Jeg har en passende straf til dem: Først skal de tvinges til at rydde op efter sig selv. Alt skal væk, og gaderne skal være rene. Dernæst skal de gå rundt til hver enkelt beboer på Nørrebro og sige undskyld for sin dårlige opførsel og at de vil aldrig gøre det igen. Til sidst skal de stå på en lang række og en efter en op på Hanne Bech Hansens knæ og få en ordentlig endefuld.

Det der er simpelt hen for dumt.