fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med Hurra Torpedo

Lidt om JavaZone 08

Onsdag og torsdag i denne uge var jeg på JavaZone 08 i Oslo Spektrum. JavaZone er en java-orienteret (d’uh!) udviklerkonference, som afholdes hvert år, og hvor godtfolk kommer for at høre om hvad som rører sig i java-verdenen.

Det var første gang, jeg var på JavaZone og kun anden gang jeg var på en egentlig konference. Første gang var i foråret, da jeg besøgte ROOTS i Bergen. Den store forskel på disse to er, at JavaZone handler mere om teknologi, hvor ROOTS handler mest om metoder og styring af teams (i år i hvert fald).

JavaZone var ganske spændende, og alt i alt synes jeg at det var det hele værd. Jeg kom hjem med ny inspiration fra skyttegravene og glæder mig til at udforske nogle af tingene lidt dybere. Særligt fik jeg mest ud af foredragene om REST, Groovy og web-testing, som jeg nok skal komme til at mærke mere til.

Konferencen blev skudt i gang onsdag morgen kl. 8 da Hurra Torpedo gik på scenen og fik vækket alle dem, som stadig var lidt i drømmeland. Kort fortalt  er Hurra Torpedo en trio, som spiller covermusik med brugte hvidevarer som det rytmiske indslag. Vi blev serveret en god række gamle travere, og jeg var slet ikke klar over at der kan være så god lyd i dybfrysere og komfurer. Helt klart et lyt værd, hvis du skulle komme forbi dem.

Mens jeg stod og så koncerten kom jeg til at tænke på, at gruppen Press Play on Tape ville passe 100 gange bedre til en nørdekonference som JavaZone, og lur mig om ikke PPoT stod på scenen samme aften og fik afsluttet den dag med en aldeles nydelig koncert. Til de uindviede kan jeg fortælle, at de spiller rock-fortolkninger af musikken fra spil til gamle computere fra 80′erne (primært Commodore 64). Seancen sluttede med temamusikken til Secret of Monkey Island, hvor jeg ganske enkelt fik gåsehud og drømte mig tilbage til da jeg var 13. Fantastisk.

Umiddelbart er jeg klar til næste år også. Count me in!

20

sep

0