fiskeben.dk

I torsdags var jeg til et foredrag i Bergen med Richard M. Stallman. Kort fortalt er han manden bag Free Software Foundation (som er forløberen  til open source bevægelsen), og han var kommet til byen for at fortælle om hvad frit software og hvad bevægelsen står for. Eller sagt på en anden måde: han kom for at forkynde FSF-kirken og prædike dens skrifter.

Stallman er godtnok en sær skrue. Hans meninger er grænsende til fundamentalistiske og personligt kan jeg ikke efterleve dem 100%. For eksempel bryder han sig ikke om udtrykket “open source” fordi det ikke er frit nok. Alligevel er han inde på noget, når han snakker om sine fire friheder: friheden til at bruge software som man vil, friheden til at give en kopi til sin nabo, friheden til at ændre softwaren og friheden til at videredistribuere ændringerne til resten af verden. Han begrunder blandt andet disse friheder med, at vi som forbrugere fortjener at være sikre på at de programmer vi bruger ikke er “onde” – dvs. fyldt med fæle ting som man ikke har bedt om. Desuden skal brugerne ikke låses til een løsning, som ophavsmanden har besluttet sig for, men istedet være fri så man selv kan tilpasse den til sine egne behov. Dette ser vi overalt: Windows, Mac OSX, Word, drivere osv osv. Alle sammen programmer som låser brugerne til deres platform og giver en masse problemer.

Foredraget bestod både af meget kendt stof, men der var alligevel en del elementer, som jeg ikke vidste noget om før – og så var det godt at høre om tingene fra hestens egen mund. For eksempel var det interessant at høre lidt om historien bag GNU og FSF og specielt hvilken rolle Linux-kernen spiller i den sammenhæng.

Manden er ikke uden humor. Selvom han sikkert mente det seriøst, var det alligevel med et glimt i øjet han foreslog at vi tog batterierne ud af vores mobiltelefoner istedet for bare at slukke dem, fordi myndighederne kan tænde for mikrofonen selvom telefonen angiveligt er slukket. Han afsluttede også foredraget med at iføre sig en kappe og tage en gammel harddiskplade på hovedet (så den fungerede som en glorie) og forkyndte kirken Emacs’ lære og velsignede os alle. Meget morsomt.

Jeg faldt i snak med en fyr til en 30-års fødselsdag i lørdags. Han arbejder som UNIX-administrator et sted inde i Bergen, og vi fik os en ganske fin snak om nogle af nørdeverdenens store spørgsmål til trods for, at både aftenen og promillen var nok så fremskreden. Eller måske netop på grund af det.

Anyway, vi kunne jo nemt blive enige om, at Linux er fedt, og Windows er yt, og det gjorde vi da også. Men ham fyren havde alligevel nogle ret gode pointer, som jeg nok har været klar over men aldrig grebet – til trods for, at de har ligget lige under næsen på mig.

Linux (som for nemhedens skyld bruges som en fællesbetegnelse for alt UNIX-relateret – fyfy!) ER nemlig bedst. Grunden til dette er nemlig, at man i Linux har en meget større grad af frihed. Hvorfor nu det? Jo, både Linux og Windows har en række værktøjer, som administratoren har til rådighed, men den store forskel er i, hvordan de anvendes. Anvendelsen af værktøjerne er bare så meget bedre i Linux end på Windows.

Et eksempel forklarer dette bedre end noget andet. Mit kendskab til Windows Server er noget rustent (det er trods alt fire år siden sidst, jeg har rørt ved en), så Windows-delen af eksemplet er sikkert ikke 100% korrekt.

Vi antager, at en webserver skal genstartes (servicen, ikke hele maskinen). På Windows gør man noget i stil med dette: Åbner kontrolpanelet, scoller sig frem til Services-programmet, åbner det, finder frem til webserver-tjenesten, markerer den, trykker på stop/start-ikonet.

På en Linux-maskine skriver man een kommando, som er noget i stil med “/etc/init.d/apache restart”.

Eksemplet antyder forhåbentlig, at man skal bruge en del flere kræfter i Windows på at gøre den samme ting, som kan gøres med en bette kommando i Linux.

Skal jeg tage tråden videre, så ligger den store forskel nemlig i kommandolinjen. Windows GUI-er sig selv ihjel og gør alle programmer til egenrådige små enheder, som ikke kan arbejde særligt godt sammen med andre.  Der skal en skov af museklik til, før man kan få gjort noget som helst, og serveradministration med GUI er et klasseeksempel på, at ting ikke bliver lettere, bare fordi man smider knapper og tekstfelter ovenpå.

Linux består også af mange små programmer, men ved hjælp af noget så enkelt som piping og shell-scripting kan man kombinere programmerne til at løse den opgave, som man er i gang med. Det svarer lidt til, at en tømrer kunne kombinere en hammer og en tommestok og få et nyt værktøj, som løser lige nøjagtigt den opgave, han er i gang med.

På universitetet havde jeg en underviser, der spåede Linux’s undergang og Windows servernes triumf, fordi folk synes livet er for kort til kommandolinjen. Jeg syntes dengang, at han var vældig overbevisende, men i dag ved jeg, at han tager så grueligt fejl.

Nogle har sikkert set, at fiskeben.dk har haft en del nedetid i den sidste uge. Det beklager jeg meget, og jeg er selv ret irriteret over det. Ikke bare er min gode gamle hjemmeside utilgængelig, når det sker, men min e-mail går også helt i baglås.

Ikke-teknisk-mindede kan stoppe med at læse her. Ellers kan jeg fortælle, at problemet skyldes Apache webserveren, der af en eller anden grund ikke får ryddet op i child-processer, og til sidst dør serveren nærmest på grund af manglende hukommelse. System load går op i 35.0 og hele serveren bliver MEGET sløv. Det er ikke værre end at jeg kan logge ind og restarte webserveren. Det eneste problem er bare, at det tager op til en time at få det gjort.

Jeg har opdateret min software for at se, om det var problemet, men det har ikke hjulpet en tøddel. Eftersom jeg rejser på ferie i morgen (wuuhuu), er jeg lidt træt af, at min server skal gå kold og være utilgængelig i så lang tid. Derfor har jeg nu lagt et cronjob ind, der genstarter Apache hver 4. time – i mangel af bedre.

Er der nogle Ubuntu/Linux/Apache-kyndige derude som læser dette og ved hvad løsningen er, så vær så venlig at give en lyd!