fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med mobiltelefon

Mobiltelefonen giver en god start på dagen

Mobiltelefoner har udviklet sig meget de sidste år til også at have kamera, mp3-afspiller, radio, kalender og en masse små ekstrafunktioner. Mange mennesker har helt byttet andre ting ud med mobiltelefonen. For eksempel ejer jeg ikke noget armbåndsur. For det første går de altid i stykker, og for det andet klarer min mobiltelefon sådan set det behov ganske udmærket.

Et andet område, hvor mobiltelefonen har vundet indpas, er som vækkeur. For nogle er det er ganske naturligt at lægge telefonen på natbordet, hvis nogen skulle ringe, og det kan være meget bekvemt i nødssituationer.

Selv har jeg netop opdaget en af mobiltelefonens velsignelser, når det kommer til at agere vækkeur, for det er nemlig en smal sag at lægge en mp3-fil ind som alarmlyd. Det giver plads til at eksperimentere, og bedst af alt så eliminerer det den infame skrigen fra clockradioen, som har vækket os i årtier.

Jeg er derfor gået på jagt efter gode stykker musik, der har en behagelig start. Jeg er af den overbevisning, at det giver en mere optimal start på dagen at blive vækket gradvist end at blive flået ud af dyb trance. Så langt har jeg lagt Eivind Aarsets Ffwd/Slow motion ind som vækkelyd, men jeg har også When You Drive med Chroma Key, Run med Air og en sær, unavngiven melodi, som jeg fik af en kammerat efter en snak om netop dette emne. Jeg har kun testet den første, men det virker ret godt, selvom jeg sover utrolig let og egentlig vågner ved den allerførste tone. Det er dog langt mere behageligt end den gamle Hitchcock-ish, mareridtsagtige hvinen fra clockradioen (som ikke har radio, så “clock” er vel et mere beskrivende navn).

Den eneste ulempe ved mobiltelefonen er, at det kræver lidt af en indsats at se, hvad klokken er – specielt for en halvblind, kontaktlinsebrugende gubbe som mig, så clockradioen får lov at leve lidt endnu.

Har du forslag til behagelig musik, som giver en god start på dagen, så vær venlig at smide en kommentar. Jeg er meget åben for forslag.

20

nov

2

Betaudgave af Opera Mini 4 er kommet

For ikke så længe siden købte jeg en ny mobiltelefon, som har EDGE understøttelse (blandt meget andet). Siden da er jeg begyndt at bruge internet via mobiltelefonen i større grad. Jeg kan for eksempel læse nyheder og RSS-feeds mens jeg venter på bussen (eller kører med den) og finde andre informationer, som jeg nu engang måtte stå og mangle ude i det pulveriserende liv. At telefonen er født med Opera Mini webbrowseren gør det egentlig bare til en leg at være på nettet.

Nu er legen blevet utrolig meget lettere og ikke mindst sjovere. Opera har nemlig udgivet en betaversion af den kommende Opera Mini 4, og mon ikke her er forbedringer for alle pengene. Hele interfacet er strammet gevaldigt op, og browseren giver nu brugeren et miniature-preview af hele siden, første gang den besøges. En cursor markerer et udsnit af siden, og ved at flytte cursoren rundt på siden, kan man vælge det udsnit, man har lyst til at zoome yderligere ind på. Det er meget let at zoome ind og ud, og det går rimeligt hurtigt, så oplevelsen af at surfe på nettet med mobiltelefonen er blevet så meget bedre.

Har du en nyere mobiltelefon, der har understøttelse for Java, så skulle du prøve Opera Mini 4 betaen.

21

jun

0