fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med NextTV

2007 i punktform

År 2007 synger på sidste vers, og det er vist ved at være tid for en lille nytårshilsen herfra. 2007 blev året, hvor:

  1. Vi fik AppleTV og iPhone
  2. De autonome væltede København
  3. Jeg fik mig en iPod
  4. Jeg skiftede til IPTV
  5. Jeg rejste en tur til Mexico
  6. Denne side blev konverteret til WordPress
  7. Mac OS X Leopard blev frigivet
  8. Brann vandt serien (for første gang siden 1963)
  9. Jeg skiftede arbejde
  10. Jeg købte mig et digitalt spejlreflekskamera

Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at ønske alle et fabelagtig godt nytår med håb om at I passer på fingrene og andre ting og på den måde undgår at blive en del af statistikkerne og avisoverskrifterne på årets første dag.

31

dec

0

NextTV er afprøvet – her er resultaterne

Efter en uge med NextTV – TV-signal over internettet fra NextGenTel (også kaldet IPTV) – må det være på tide med en lille statusrapport. Kort fortalt fungerer det sådan, at man kobler en speciel set top boks til sin router ved hjælp af almindeligt RJ-45 netværkskabel. Set top boksen fungerer ellers som dem man kender fra TV via parabol og andre digitale tjenester.

NextTV fungerer faktisk ganske godt efter min mening. Det er et nyt og relativt uafprøvet produkt, og det er sikkert en af grundene til, at jeg allerede to gange har oplevet nedetid. Når jeg har tændt for set top boksen, har skærmen bare bestået af den nedslående besked, at der ikke kunne oprettes forbindelse til en bestemt IP-adresse, som jeg går ud fra er den server, TV-signalet kommer fra.

Billedkvaliteten er også god, men jeg stiller sådan set heller ikke vanvittigt store krav. Det allerførste program, som jeg så, var en fodboldkamp, og de kloge siger, at fodboldkampe er det bedste til at teste TVets billedkvalitet, fordi der er en masse farver og megen bevægelse. Skal jeg være ærlig, var billedkvaliteten ikke i top på denne udsendelse; til tider var komprimeringen temmelig hård og meget tydelig. Jeg har dog lidt på fornemmelsen, at det er TV2 som (med vilje?) bruger større kompression på sportsudsendelser, for andre kanaler – specielt NRK1 og 2 har noget nær eminent billedkvalitet (men husk at det er med mine krav til kvalitet…).

Udover de to gange med manglende forbindelse, oplever jeg også en gang imellem, at signalet er lidt hakkende, og en gang har jeg oplevet, at det var tæt på umuligt at se på. Det viser sig ved, at billedet og lyden hakker og går i stå. Heldigvis har det været meget forbigående, og generelt set er det ikke generende.

Der er dog ikke lutter lagkage. Selvom TV-delen er OK, halter selve set top boksen noget så eftertrykkeligt. Menuerne er ekstremt langsomme, og hver gang man skifter kanal eller på anden måde interagerer med boksen, når man at få en følelse af, at boksen ikke har modtaget signalet fra fjernbetjeningen, før der kommer reaktion. Det betyder (selvfølgelig), at man når at trykke på knappen igen, og så kommer man let til at rode.

TV-guiden i boksen er også noget nær ubrugelig. Jeg mener, den skal kunne vise den aktuelle kanal i et lille vindue og mange andre smarte ting, men det virker ikke særlig godt. Det samme kan man sige om koblingen til TV2 Sumo og de to on-demand filmtilbud, der er tilgængelige i boksen – TV2 Sumo er ikke særlig interessant, og de to sidstnævnte virker ganske enkelt ikke.

Generelt er jeg tilfreds, og jeg tror børnesygdommene bliver luget ud i nær fremtid. Så længe jeg i det mindste kan se et godt TV-billede uden sne (og ikke mindst har adgang til LIDT flere kanaler end hvad man får ind med en stueantenne), så er jeg egentlig godt tilfreds. Jeg skal vende tilbage senere med en opdatering, hvis der sker nyt.

18

jun

2

Joost-killer: Rigtigt TV over nettet

I dag har jeg bestilt et produkt af den lidt mere dristige slags, tror jeg. Vi har dårlige tv-signalforhold, hvor vi bor: ingen kabel, ingen parabol men kun en bordantenne. Egentlig giver den et knaldgodt/udmærket billede, men ikke på alle kanaler samtidig. Det vil sige, at skal man skifte til en kanal med dårligt billede, kræver det manuel indstilling af antennen. Og så er den ikke særlig pæn at se på. Hverken kanalen eller antennen.

Jeg opdagede, at min internetleverandør faktisk sælger tv via ADSL-linjen. Man får en boks, som man kobler til routeren, og simsalabim – tv over internettet.

Man kan dog ikke få i både pose og sæk. Vi har en forbindelse på 20 Mbit nu, men skal man også have tv, kan man maksimalt få 5 Mbit til internet. Jeg tipper det er fordi leverandøren skal garantere båndbredde til tv-signalet. Det er okay med mig, for når det kommer til stykket er det sjældent, jeg får speedometeret op at ringe på maksimum.

Udvalget af kanaler er helt i vinkel for mit vedkommende: Alle de gængse, norske kanaler som NRK1 og 2, TV2, TV Norge, TV2 Zebra (Zulu wannabe), TV2 Film (Film… wannabe), TV2 Nyhedskanalen (der tegner sig et mønster her) og ikke mindst Discovery Channel (meget vigtig!). Derudover er der direkte adgang til TV2 Sumo (TV2 Sputnik wannabe … eh?), Anytime og Canal+ On Demand. Herligt. For diverse ekstra beløb kan jeg få diverse filmkanaler og andet sjov – blandt andet DR1 og DR2 for den nette sum af 69 kr/mnd(!), men det gider jeg ikke i første omgang.

Jeg glæder mig til at se, om kvaliteten er god nok, om hastigheden på internetforbindelsen bliver tilfredsstillende og generelt om det fungerer godt eller om det er noget bæ. Jeg regner med at skrive lidt om det her, når boksen kommer og det er oppe at køre, så følg med.

20

maj

2