Tjenesten har angivelig kostet i omegnen af en milliard norske kroner og så virker den ikke engang på den ene dag i året, hvor der faktisk er behov for det. Den er en “forbedring” af det forrige system, som ikke tålte presset, da selvangivelsen blev lagt ud sidste år.

Og altinn.no er langt fra nogen enlig svale; i forrige uge gik det norske politi ud og indrømmede, at deres webside, politi.no, ikke var god nok under og efter Utøya sommeren 2011. Dén webside kostede 25 millioner norske kroner for tre år siden og skal nu kasseres og laves forfra.

Også Danmark har haft sin andel af elendige it-systemer. Hvem husker ikke Amanda, og i nyere tid har blandt andet lønsystemet i Københavns kommune og NemID stået for skud.

Hvorfor er det, at offentlig it altid er så forbandet ringe til trods for, at de som regel koster astronomiske beløb at udvikle og vedligeholde? Hvorfor kan offentlig it ikke lave en løsning, som kan håndtere de relativt små antal brugere, der er i et land som Norge, når en håndfuld indieprogrammører i San Fransisco kan lave apps, der kan håndtere mange gange flere brugere? Jeg ved det ikke, men jeg har nogle bud:

Systemerne skal kunne alt for meget

Eksempelvis er tanken bag altinn.no, at portalen skal være borgernes kontaktflade med det offentlige. Det betyder, at man har forsøgt at digitalisere et enormt skemavælde som i forvejen er ekstremt komplekst. Desuden skal det nævnes, at altinn.no i starten var ment som en portal for virksomheder men som siden er blevet udvidet til at omfavne alt. Måske har man ikke taget højde for dette i starten, og resultatet bliver lappeløsning på lappeløsning. Tilbage sidder man med en technological debt, som før eller siden kommer tilbage og bider en i røven.

Design by committee og bureaukrati

Dette er min kæphest. Jeg er overbevist om, at der i det offentlige sidder alt for mange personer som skal bestemme noget, som de i mange tilfælde ikke aner noget om. Det fungerer bare ikke, når man skal udvikle et it-system, for der er det nødvendigt at kunne ændre kurs hurtigt og ofte. Skal hver beslutning godkendes af flere chefer (som alligevel ikke ved noget og heller ikke vil vise det), så falder projektet stille og roligt fra hinanden.

De som bestemmer aner ikke hvad de skal bestemme

Samtidig har disse beslutningstagere hørt om Microsoft, IBM og Oracle og alle de andre dinosaurer i it-verdenen, som lover guld og grønne skove med sine fantastiske løsninger, så længe de får rigeligt betalt. Problemet er bare, at deres produkter sjældent er den bedste løsning på problemet, og endnu sjældnere arbejder særlig godt sammen med andre produkter. Man lader sig forblænde af tre-bogstaversforkortelser og buzzwords, men man ved egentlig ikke helt, hvad det er, man putter penge i. Disse personer er chefen med det spidse hår i Dilbert.

I samme boldgade har vi de selskaber, som oftest vinder kontrakterne i det offentlige. Vi kender dem allesammen; enorme (i skandinavisk målestok) virksomheder med titusindvis af ansatte, hvor man lider af de samme organisatoriske problemer som i det offentlige. Beslutningerne kommer oppefra og kan ikke ændres, og de ansatte er delt ind i siloer, som ikke kan kommunikere med hinanden. Man skal fakturere andre afdelinger internt i virksomheden, og det er strengt forbudt at tage beslutninger endsige komme med forslag til ting, som en anden afdeling egentlig har ansvaret for. Ukultur hedder det, og det er ikke sådan man laver holdbare løsninger. Det eneste disse virksomheder i realiteten kan tilbyde, er at det er nemt at slå dem oven i hovedet med en kontrakt i telefonbogstykkelse, når lortet falder fra hinanden.

Det er ikke hipt at arbejde i det offentlige

Jeg tror det offentlige har svært ved at lokke dygtige udviklere og teknikere til sig. Lønnen er sikkert ikke den bedste, og organisationen er som nævnt stor og tung, og de ansatte falder let ind i en anonym tilværelse, hvor deres fingeraftryk på det færdige system bliver mikroskopisk. De gider ikke logføre hver eneste time og fakturere dem i nabolokalet. Det er ikke det it-rockstjerner vil (heller ikke ganske almindelige, gode it-hoveder). De vil arbejde i små, smidige teams, hvor de føler, at de kan gøre en forskel, og deres arbejde faktisk har noget at sige. De kan tage beslutninger om design uden at skulle sende opgaven tilbage til designerne først.

Der er sikkert mange andre årsager, og det er ikke sikkert at noget af ovennævnte rent faktisk er blandt årsagerne til problemerne. Det irriterer mig bare, at man kan bruge så mange skattekroner på et projekt, som er så åbenlyst dårligt. Jeg selv er ingen ekspert og kunne sikkert ikke gøre det bedre, men jeg sidder med en følelse af, at personerne bag ikke ejer faglig stolthed. Resultatet er et stykke venstrehåndsarbejde, der som det eneste formår at videreføre en kafkask følelse af et tonstungt bureaukrati fra det problemområde det skal håndtere.

Og så irriterer det mig grænseløst, at de kalder det for løsningen, når løsningen er problemet!

Her kan du forresten køre en hyperrealistisk simulation af altinn.no.

Men lad det være sagt: Alkohol er dyrt i Norge, og det er mere utilgængeligt end i Danmark.

Tilgængelighed

I Norge deles alkohol ind i to grupper: a) Op til og med 4,6% og b) det over 4,6%. Produkter i den første kategori kan man købe i almindelige supermarkeder (men ikke tankstationer og lignende!), og produkter med højere alkoholprocent skal købes i specielle butikker, som hedder Vinmonopolet.

Ikke nok med det, så er der også tidsmæssige begrænsninger for, hvornår man kan købe alkohol. I supermarkederne kan man købe alkohol i disse tidsrum:

• Mandag til fredag: Fra åbningstid til kl 20.00.
• Lørdag: Fra åbningstid til 18.00.
• Søndag er der lukket (eller forbudt at sælge, hvis du skulle komme forbi en butik, som er åben).

Vinmonopolets åbningstider varierer fra sted til sted, men de lukker som regel kl 17.00 eller 18.00 til hverdag og kl 15.00 om lørdagen. Her kan du søge på dit feriested og finde den nærmeste butik.

Priser

I supermarkederne kan man finde et bredt udvalg af øl samt nogle få andre alkoholdige varer. Dette varierer naturligvis med butikkernes størrelse, men enkelte butikker kan have et ganske udmærket udvalg af både norske og udenlandske øl. Øl findes i både 33cl og 50cl, og de koster 10-12 kr for 33cl og 18-20 kr per 50cl dåse.

I Vinmonopolets butikker kan man som regel finde et rigtig godt udvalg (på grænsen til enormt i de store byer), og de ansatte er meget dygtige til at hjælpe med at vælge rigtig vin til maden osv. De “billige” ting er ret dyre; specialøl kan nemt koste det dobbelte af, hvad de koster i Danmark, og for en flaske vodka på 70cl skal man forvente at betale omtrent 300 kr. Dyrere varer som skotsk whisky eller en god cognac er ikke specielt meget dyrere end i Danmark. Faktisk kan man være heldig at gøre en god handel, men så snakker vi alligevel vin i tusindkronersklassen.

Og så har Vinmonopolet en ret god hjemmeside, som også kan bruges som opslagsværk, selvom man ikke har tænkt sig at handle der.

Tag med hjemmefra

Med disse priser tænker du nok, at det er bedre at tage med hjemmefra, og det er det sikkert også. Du skal bare være opmærksom på, at du ikke kan tage ret meget med – slet ikke nok til en uges forbrug, hvis du er bare lidt festligt anlagt. Reglerne for indførsel af alkohol til Norge er:

• 1 liter sprit
• 2 flasker vin (1,5 liter)
• 6 øl (2 liter)

De store ting kan “veksles” nedad. Det vil sige, at du kan bytte spritflasken ud med to flasker vin eller seks øl. Altså kan du, istedet for ovenstående, medbringe enten fire flasker vin (3 liter) og seks øl eller bare 15 øl (5 liter). Det er ikke meget, hva? Du kan nærlæse reglerne for indførsel af alkohol til Norge her.

God tur!

Spillet fungerer ved at automaten er udstyret med to knapper – den sædvanlige knap, der afslutter pantningen og udskriver en bon, og så en ny knap, som satser hele ens tilgodehavende i lotteriet. Man får et lod per 50 øre man har til gode i automaten, og man satser altså det hele. Så vil man ikke donere samtlige af weekendens hårdt opdrukne samling af dåser og flasker til en humanitær organisation, bør man dele sin pantning op i etaper.

Vælger man at spille med, vil automaten med det samme spytte en bon ud med budskabet om man har vundet eller ej. Beløb op til 1.000 kroner kan hentes i kassen med det samme, men ellers skal man kontakte Panto, der er ansvarlig.

… og det er ikke gas, der er en som vandt 100.000 kroner på bare tre flasker.

Jeg er flere gange blevet spurgt, om vi “kender The Julekalender i Danmark?” Når jeg først ser lidt mærkeligt på dem, holder en kort kunstpause og til sidst siger, at “det gør vi da, for den er faktisk dansk,” så bliver de meget overraskede. De fleste tror også på mig.

Det tog mig faktisk rigtig lang tid at overbevise konen (og jeg er endnu ikke sikker på, om den er feset ind) om, at Olsen Banden er dansk. Olsen Banden er også genindspillet stort set 1:1 her i Norge, og den er også temmelig populær og lidt af en folkeskat. Tilmed de hæslige film og julekalendre med Olsen Banden som børn findes på norsk, og de koger rigtig meget suppe på det.

I Danmark nøjes vi vist bare med at synes om de få norske ting, der er at synes om uden at genindspille det hele. Fleksnes, anyone?

Grunden til forbudet var, at man var bange for at brugere af skateboards skulle skade sig selv og andre. Rapporter fra USA havde tydet på op imod 800.000 skateboardrelaterede skader, så istedet for at undersøge sagen nærmere, valgte man altså helt at forbyde skateboards.

Der opstod naturligvis en undergrund for skateboards, for de unge mennesker ville selvfølgelig udforske dette nye fænomen. Mange skaffede sig skateboards på ulovlig vis og trillede rundt på gader og stræder. Man rejste til Sverige og England for at lære nyt og fandt hemmelige steder rundt om i Norge for at mødes og udveksle tricks. En person, Anders Wittusen, begyndte at producere illegale skateboards, og på et tidspunkt stod han for 80% af de bræt, som blev brugt i landet.

Forbudet kan lyde som lidt af en gummiparagraf, som nok er en lov, men som ingen rigtigt håndhæver. Det er forkert. Politiet tog faktisk opgaven meget alvorligt og beslaglagde skateboards og uddelte bøder til de uheldige, som blev taget på fersk gerning. En af mine kollegaer kan berette om at have været jagtet på sit skateboard af en politibil, indtil han kunne smutte ind et sted, hvor betjentene ikke kunne følge efter.

Der er blevet lavet en film, Brettkontroll, om det norske skateboardforbud, som skal være vist på NRK i løbet af foråret. Jeg har desværre ikke set den, men den er også udkommet på DVD, og den kunne være ret interessant at se, synes jeg.

Læs mere om den norske skateboardhistorie på Oslogames’ hjemmeside, og læs en artikel om forbudet og filmen hos Dagbladet.

Klik her for at se den indsatte video.

Men valgdagen i Norge er nu alligevel ikke helt det samme, som det er i Danmark. Der er to forskelle, som får valgdagen til at skille sig markant ud.

Som det første og mindst rystende (det er vel nærmest bare et kuriosum) vil jeg nævne, at skolerne lukker på valgdagen, fordi man skal bruge skolerne til at afholde valget på. Det skulle man også, dengang jeg var knægt, men de behøvede nu ikke at lukke hele skolen, fordi et af lokalerne skulle bruges til valget. Men ungerne synes sikkert, at det er fedt.

Det særeste i forbindelse med valget er dog, at det er lukket for salg af alkohol på valgdagen, for vælgerne skal jo ikke være berusede, når de skal sætte krydset. Vinmonopolet holder lukket, og dagligvarebutikkerne har lukket ned for ølsalget. Dette går ganske enkelt over min forstand, for hvilken effekt skal det få, at man ikke kan købe alkohol på valgdagen? Hvor vanskeligt er det at anskaffe sig det dagen i forvejen (eller to dage i forvejen, eftersom det altid er umuligt at få fat i om søndagen)? Jeg forstår det ikke.

Jeg vil derfor nu påberåbe mig min grundlovsfæstede ret til at protestere og tage en iskold Hansa pilsner i køleskabet og virkelig nyde den i fulde drag. Tag dén!

Jeg er blevet opfordret til at give en kommentar på sagen, og det kan jo virke naturligt nok, eftersom jeg på en måde har en fod i begge lejre. Personligt holder jeg med den danske side, for jeg har på egen krop mærket sarkastiske nordmænds vittigheder og citeren dumme tv-shows. Jeg har ar på sjælen, ja jeg har så. Problemet er bare, at de dumme tv-shows, hvor der gøres nar ad danskere og ikke mindst det danske sprog, er faktisk utroligt sjove, og danskere burde prøve at få fingre i ting som Team Antonsen og Uti vår hage.

Nordmændene har en meget grundlæggende opfattelse af, at danskere taler, som om de har en varm kartoffel i halsen. Jeg kan ikke selv se, hvor de får det fra. Derimod kan jeg krumme tæer, hver gang en nordmand skal tale “dansk”, for det er de faktisk ikke særligt gode til! Takket være danske film og tv-serier samt Kim Larsen taler alle nordmænd “dansk” med en besynderligt københavneraccent, som generelt lyder helt i skoven. Som jyde med sort muld mellem tæerne og halmstrå i næsen tænker jeg altid, at det der jo ikke er dansk men istedet en fornærmelse.

De danske læsere håber måske på, at jeg kan strø om mig med en masse norske ord, der lyder sjovt på dansk, men jeg kan ikke rigtig nogen særlige: man kan hedde Røv til efternavn, man knepper skjorten, at griner og græder er omvendt i Norge og at rar betyder mærkelig.

Kære nordmænd, I kan drille os så meget I gider, men fakta er, at var det ikke for danskerne, havde I ikke kunnet rå-kopiere samtlige Olsen Banden filmene og The Julekalender.