fiskeben.dk

Det er valg i Norge i dag. Det drejer sig om valg til kommune- og fylkesstyre (det samme som amter/regioner i Danmark). Det er i sig selv ikke nogen sensation, for den slags skal jo til cirka hvert 4. år. Som dansk statsborger har jeg også stemmeret til dette valg, og jeg har da været nede og sætte mine krydser.

Men valgdagen i Norge er nu alligevel ikke helt det samme, som det er i Danmark. Der er to forskelle, som får valgdagen til at skille sig markant ud.

Som det første og mindst rystende (det er vel nærmest bare et kuriosum) vil jeg nævne, at skolerne lukker på valgdagen, fordi man skal bruge skolerne til at afholde valget på. Det skulle man også, dengang jeg var knægt, men de behøvede nu ikke at lukke hele skolen, fordi et af lokalerne skulle bruges til valget. Men ungerne synes sikkert, at det er fedt.

Det særeste i forbindelse med valget er dog, at det er lukket for salg af alkohol på valgdagen, for vælgerne skal jo ikke være berusede, når de skal sætte krydset. Vinmonopolet holder lukket, og dagligvarebutikkerne har lukket ned for ølsalget. Dette går ganske enkelt over min forstand, for hvilken effekt skal det få, at man ikke kan købe alkohol på valgdagen? Hvor vanskeligt er det at anskaffe sig det dagen i forvejen (eller to dage i forvejen, eftersom det altid er umuligt at få fat i om søndagen)? Jeg forstår det ikke.

Jeg vil derfor nu påberåbe mig min grundlovsfæstede ret til at protestere og tage en iskold Hansa pilsner i køleskabet og virkelig nyde den i fulde drag. Tag dén!

Politiken tog i sidste uge handsken op, efter en norsk avis havde trykt en artikel med nogle danske ord, der lyder sjovt på norsk. Værsgo’ – en sprogkrig er født. Den har efterhånden bredt sig, og frem til i dag har den været nævnt i flere norske aviser og nyhedssider.

Jeg er blevet opfordret til at give en kommentar på sagen, og det kan jo virke naturligt nok, eftersom jeg på en måde har en fod i begge lejre. Personligt holder jeg med den danske side, for jeg har på egen krop mærket sarkastiske nordmænds vittigheder og citeren dumme tv-shows. Jeg har ar på sjælen, ja jeg har så. Problemet er bare, at de dumme tv-shows, hvor der gøres nar ad danskere og ikke mindst det danske sprog, er faktisk utroligt sjove, og danskere burde prøve at få fingre i ting som Team Antonsen og Uti vår hage.

Nordmændene har en meget grundlæggende opfattelse af, at danskere taler, som om de har en varm kartoffel i halsen. Jeg kan ikke selv se, hvor de får det fra. Derimod kan jeg krumme tæer, hver gang en nordmand skal tale “dansk”, for det er de faktisk ikke særligt gode til! Takket være danske film og tv-serier samt Kim Larsen taler alle nordmænd “dansk” med en besynderligt københavneraccent, som generelt lyder helt i skoven. Som jyde med sort muld mellem tæerne og halmstrå i næsen tænker jeg altid, at det der jo ikke er dansk men istedet en fornærmelse.

De danske læsere håber måske på, at jeg kan strø om mig med en masse norske ord, der lyder sjovt på dansk, men jeg kan ikke rigtig nogen særlige: man kan hedde Røv til efternavn, man knepper skjorten, at griner og græder er omvendt i Norge og at rar betyder mærkelig.

Kære nordmænd, I kan drille os så meget I gider, men fakta er, at var det ikke for danskerne, havde I ikke kunnet rå-kopiere samtlige Olsen Banden filmene og The Julekalender.

På vej hjem fra arbejde hørte jeg med et halvt øre et direktesendt program på (norsk) P3. Det var en type optakt til en koncert, og der var blandt andet en konkurrence med to af gæsterne i studiet som deltagere. De blev begge spurgt om, hvor de var fra, og det fik mig til at tænke lidt; hvis jeg skulle blive stillet det spørgsmål, hvad skulle jeg så svare? Askøy? Bergen? Danmark? Aalborg? Gøttrup?

Hvor man kommer fra må være afhængig af kontekst og temperament. Hvem som stiller spørgsmålet, og hvad samtalen ellers drejer sig om, må give et bestemt svar. Ofte taler jeg med folk på arbejde eller til fester, og her er svaret enten “Danmark” eller “Askøy”, men det er også fordi det ligger i kortene, hvad det er for et svar, de forventer. Spørger de til, hvor i Danmark jeg kommer fra, svarer jeg sjældent Gøttrup, for ingen aner hvor eller hvad det er – og da slet ikke nordmænd. Er det en dansker, som spørger, lægger jeg ud med at sige “en lille by nær Fjerritslev” (som også er tvetydigt, for der er flere Fjerritslev’er i Danmark). Er det en normand, som spørger, må jeg være lidt mere generel og svarer som regel “en lille by midt mellem Hanstholm og Aalborg“. Alle nordmænd ved, hvad Hanstholm er, for der sejler færgen til, og alle ved hvad Aalborg er, for der er billige bajere.

Skulle jeg ende som deltager i et program og blive spurgt om, hvor jeg er fra, ville jeg sikkert svare Askøy, for det er der, jeg bor. Men da værten temmelig sikkert ville bemærke, at jeg da ikke kan være helt norsk, vil det højst sandsynligt komme som et nyt spørgsmål: Jamen, hvor er du egenlig fra? Hvis jeg istedet svarer Danmark (eller en by i Danmark for den sags skyld), vil det kun føre til endnu flere spørgsmål, og så er vi jo lige vidt.

Så hvor er jeg egentlig fra?