fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med nrkbeta

Et stort skridt for podcasting

Den norske rikskringkastingen (NRK) har i dag indgået en historisk aftale med TONO (forvalter af musikernes interesser i Norge). Aftalen giver NRK Radio ret til at bruge musik i sine podcasts, mere præcist op til 70% af en udsendelse.

Dette er historisk, fordi hidtil har musikbranchen stået stejlt på, at podcasts er download og musik skal ikke kunne downloades. At de nu er gået med på en aftale omkring musik i podcasts, så er det et meget positivt tegn på velvilje og omfavnelse af internettet som et medie fra en branche som ellers har bekæmpet det med næb og kløer.

At det er NRK, som er blandt de første (hvis ikke DE første) i verden til at få en sådan aftale i hus, er ikke nogen overraskelse. NRK er eksemplarisk som medie, der gør brug af internettet. De har for eksempel gjort TV- og radioudsendelser i fuld længde og kvalitet frit tilgængeligt via BitTorrent. De har en egenudviklet og omfattende videotjeneste. De har en (meget aktiv) blog, hvor stationens udviklingsafdeling skriver om alle deres tiltag og forhører sig blandt læserne (altså licensbetalerne) om, hvordan DE har lyst til, at NRK skal udvikle sig i fremtiden. De benytter sig flittigt af tjenester som Twitter og Facebook.

Danmarks Radio og ikke mindst KODA kunne lære noget af denne aftale og af NRK som helhed. Bevares, de har visse tiltag som Bonanza, men det kan sagtens blive meget bedre. Come on, DR!

13

nov

4