fiskeben.dk

Der var engang, hvor skateboarding, at eje og importere skateboards i Norge var lige så forbudt som spritkørsel, narkosmugling og drab. Næsten, i hvert fald. I dag er det tilladt, og faktisk gik man efter sigende så langt som at konsultere skatere, da man skulle bygge det nye operahus i Oslo. Dét, hvis man skal tro denne artikel fra Wired.

Send til Twitter!

Onsdag og torsdag i denne uge var jeg på JavaZone 08 i Oslo Spektrum. JavaZone er en java-orienteret (d’uh!) udviklerkonference, som afholdes hvert år, og hvor godtfolk kommer for at høre om hvad som rører sig i java-verdenen.

Det var første gang, jeg var på JavaZone og kun anden gang jeg var på en egentlig konference. Første gang var i foråret, da jeg besøgte ROOTS i Bergen. Den store forskel på disse to er, at JavaZone handler mere om teknologi, hvor ROOTS handler mest om metoder og styring af teams (i år i hvert fald).

JavaZone var ganske spændende, og alt i alt synes jeg at det var det hele værd. Jeg kom hjem med ny inspiration fra skyttegravene og glæder mig til at udforske nogle af tingene lidt dybere. Særligt fik jeg mest ud af foredragene om REST, Groovy og web-testing, som jeg nok skal komme til at mærke mere til.

Konferencen blev skudt i gang onsdag morgen kl. 8 da Hurra Torpedo gik på scenen og fik vækket alle dem, som stadig var lidt i drømmeland. Kort fortalt  er Hurra Torpedo en trio, som spiller covermusik med brugte hvidevarer som det rytmiske indslag. Vi blev serveret en god række gamle travere, og jeg var slet ikke klar over at der kan være så god lyd i dybfrysere og komfurer. Helt klart et lyt værd, hvis du skulle komme forbi dem.

Mens jeg stod og så koncerten kom jeg til at tænke på, at gruppen Press Play on Tape ville passe 100 gange bedre til en nørdekonference som JavaZone, og lur mig om ikke PPoT stod på scenen samme aften og fik afsluttet den dag med en aldeles nydelig koncert. Til de uindviede kan jeg fortælle, at de spiller rock-fortolkninger af musikken fra spil til gamle computere fra 80′erne (primært Commodore 64). Seancen sluttede med temamusikken til Secret of Monkey Island, hvor jeg ganske enkelt fik gåsehud og drømte mig tilbage til da jeg var 13. Fantastisk.

Umiddelbart er jeg klar til næste år også. Count me in!

Send til Twitter!

Nordmændene har fået deres egen Stewart Stardust. Jeg bringer jer Oslo-losen:

Send til Twitter!

Vi var i Oslo fra fredag til søndag for at besøge Lilliannes bror og hans kone. Jeg har aldrig været i Oslo før, så efter at have boet i Bergen i mere end et år, var det efterhånden på tide at få gjort noget ved den sag.

Oslo er faktisk ikke nogen helt tosset by at bruge et par dage på. Lilliannes bror bor i den bydel, der hedder Majorstuen, og det er temmelig centralt, og vi havde stort set hvad som helst (af interesse…) indenfor enten gå- eller tog-afstand. En af de absolut største seværdigheder i byen er uden tvivl Vigelandsparken. Det er en park, som kunstneren Gustav Vigeland anlagde og fyldte med sine skulpturer af nøgne mennesker. Skulpturerne er ekstremt fascinerende at studere. Ikke fordi det er nøgne mennesker, men fordi Vigeland havde en fantastisk sans for anatomi og en god fantasi. Det har resulteret i rigtig mange flotte skulpturer, hvor nogle er ganske almindelige menneskelige gøremål, og andre er grænsende til det absurde.

Af andre seværdigheder er der selvfølgelig Karl Johans Gate, der strækker sig fra togstationen, Oslo S, til kongeslottet, og på vejen ligger både Stortinget og teatret. Det er en gade med mange butikker og restauranter, og prislejet er selvfølgelig en anelse over normalen. Vi spiste en god omelet på Cafe Christiania, som ligger lige ved siden af Stortinget. Betjeningen var venlig og utrolig hurtig, og omgivelserne var hyggelige. Stedet er næsten som et museum med masser af gamle rekvisitter såsom tin-skilte og gamle dukkehoveder(!). Restauranten kan klart anbefales, og priserne er ikke vanvittigt høje i forhold til beliggenheden.

Om søndagen var vi en tur på Holmenkollen, som er Norges kendte skihopbakke. Det krævede kun en tur med T-banen på små tyve minutter, før vi var “ude på landet”. Selvom bakken faktisk er en af de mindre skihopbakker i verden, er den stadigvæk en anelse intimiderende for en dansker med ski-skræk. Selve rampen er utrolig høj, og bare det at komme op til foden af den er en hård tur op ad en stejl trappe. Mine ben føles som cement i dag efter den lille tur. Desværre var tårnet lukket, så jeg kom ikke helt op i toppen, men udsigten var alligevel ganske god.

Selvom vi har set solen før i år, så må denne weekend betegnes som de første rigtige forårsdage. Træerne begynder så småt at springe ud nu, og man mærker virkelig, at foråret begynder at få magten over vinteren. Dejligt.

Send til Twitter!