fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med Outlook

E-genvordigheder

Nogen gange kan folks hjernedøde omgang med e-mail irritere mig grænseløst. Ja, jeg lader mig let irritere, men denne gang er det begrundet.

Det er ikke spam, der irriterer mig i denne forbindelse. Spam er nu engang spam. Det er bevidst misbrug, og det er der umiddelbart ikke så meget at gøre ved. Det er når almindelige brugere som du og jeg ikke tænker sig om og gør dumme ting med e-mail, at jeg må lukke lidt damp ud. Lad mig præcisere:

Svar-på-svar-på-svar-på…
Mange har den lede tendens, at de svarer på selv de længste e-mails uden at tænke på citatet af den foregående besked. Det betyder efter lidt meningsudveksling, at selv et enkelt svar fylder nærmest uendelig meget, fordi hele den foregående “samtale” igen og igen tages med. Det er tilladt at luge ud i citatet, så kun det som er relevant for svaret tages med. Når 117% (cirka) af verdens computeriserede befolkning desuden bruger det eneste e-mail program i verden, der håndterer citater FORKERT – nemlig Outlook – bliver det en pinsel at læse e-mails, der er blevet svaret på bare et par gange. Svaret skal skrives UNDER citatet, for helv..e! Alternativet er, at man skal læse sine e-mails fra bunden, hvis man skal følge op på noget. Fat det dog, Microsoft.

E-mail “instant messaging”
Lidt i forlængelse af punktet over: Folk der bruger e-mail til noget der kunne sammenlignes med almindelig samtale, skulle skydes ved daggry. En e-mail sendes rundt på kontoret og en person kommer med et lamt svar, og pludselig ruller lavinen. Lad nu være! Det bringer os videre til…:

Masse-mail
Jeg HADER når folk uden hjerne med kun et par museklik får sendt det sidste nye lort videre til samtlige adresser i adressebogen. Ikke kun skal man belemres med tåbeligheder af værste skuffe, men ens e-mail adresse sendes også rundt til 117 vildt fremmede mennesker, for disse typer kan nemlig ikke finde ud af det, der hedder Blind Carbon Copy (BCC). Dette er en utrolig smart funktion i alle e-mail programmer, der gør, at en e-mail ser ud som om den er sendt til kun dig, selvom afsenderen faktisk har sendt den til 117 af sine nærmeste venner. Lær det for helv..e!

Ligegyldige vedlæg
Egentlig var det vedlægget, der i dag fik mit pis over kogepunktet, og de burde måske få sit helt eget indlæg her. Jeg går amok, når folk misbruger vedlæg. En ting er, når moster Olga, som for nylig har anskaffet sig et 10 megapixel digitalkamera, skal dele de sidste nye skud af sine grimme børnebørn med omverdenen. 10 styks billeder á mange megabyte direkte ned i den i forvejen hårdt prøvede postkasse. Nej tak.
Noget andet er den gren af menneskeheden (egentlig fortjener de ikke at være en del af menneskeheden), der synes, at Word er verdens bedste program, fordi Word kan ALT. De kan finde på at skrive to sætninger i Word, og sende filen som et vedlæg. De mener også, at Word er det bedste i verden til at skalere billeder med, så værsgod – her har du lige et Word dokument med 10 billeder af moster Olgas grimme børnebørn. Fat det: Word kan ikke en skid! Med Word kan man skrive dokumenter, som skal gemmes, printes ud, ændres og andre ting. Man kan ikke skrive sine e-mails i Word og sende filen som et vedlæg. Der er helt sikkert et udmærket tekstfelt i dit e-mail program, hvor du kan skrive din besked.

Der er helt sikkert mange andre ting ved hr og fru Danmarks omgang med e-mail, som kan gøre mig hidsig, men lige nu orker jeg virkelig ikke at tænke mere på det. Jeg mærker, at energien har forladt min krop, og jeg skriver disse sidste ord med stor anstrengelse. Lad essensen være: Prøv at sætte dig lidt ind i, hvordan man bruger e-mail. Bare lidt. Ikke?

28

feb

0