fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med PHP

Nem webudvikling på Mac med MAMP

Der er mange måder at drive webudvikling på, men når det kommer til server side scriptsprog som PHP, så er det meget nyttigt med en form for server, man kan teste sine tricks på. Nogle foretrækker at redigere filerne direkte på serveren over FTP, andre bruger en lokal server. Jeg har netop opdaget glæden ved MAMP, der er en gratis Mac-pendant til det såkaldte LAMP setup. LAMP står for Linux Apache MySQL PHP og er vidt udbredt. Med MAMP (som naturligvis står for Mac Apache MySQL PHP) får man adgang til et enkelt setup på sin lokale maskine. Jeg vil her gennemgå lidt om opsætningen og også vise dig, hvordan du kan aktivere mere avancerede funktioner, som du ellers er nødt til at købe pro-versionen for at kunne bruge.

Læs resten »

30

nov

0

WordPress here I come!

Endelig fik jeg nosset mig sammen til at konvertere min gamle hjemmeside over til WordPress [edit: jeg skal selvfølgelig linke til den DANSKE WordPress side. Soooriii!]. Det var egentlig ikke så svært når det kom til stykket, men det var lige det der med at få det gjort. Folkens, sig velkommen til WordPress på fiskeben.dk.

Selvom jeg har skrevet blog i fem år nu, har jeg desværre ikke alle mine skriverier helt tilbage fra dengang. En stor del gik tabt i Det Store MySQL-idioti sidste år (eller var det året før?), hvor problemer med æøå og den slags ødelagde store dele af min database. Jeg har alligevel konverteret revl og krat. For at gøre en lang historie kort: forvent ikke at gamle indlæg spiller 100%…

En af grundene til den lange ventetid med at komme over på WordPress er, at jeg ikke bare ville bruge et eller andet tema, som alle finder på nettet. Derfor har jeg installeret Sandbox temaet, som er et grundlæggende skelet, som man kan gøre en hel del med bare ved hjælp af CSS. Faktisk har jeg bare slettet to linier i PHP-filerne – resten er CSS. Indtil videre er det temmelig spartansk, men stirrer man længe nok på det, så bliver det utrolig fint. Bare prøv.

Anyway, med en bloggingplatform som rent faktisk gør det interessant at skrive på sin blog, håber jeg hermed at indlægsfrekvensen her skal hæve sig en hel del i den kommende tid. Nu får vi se.

31

jul

3

En æra er snart slut

Jeg ved det, når jeg er slået. Da jeg for efterhånden en god del år siden satte mig ned og lavede en weblog, var det ultimative kriterium, at jeg skulle lave det hele selv – allerhøjest med lidt inspiration og input fra andre. Blog-systemer og alt det der var noget værre fis, som jeg ikke ville røre med en ildtang.

Det er i alt blevet til to versioner af fiskeben.dk “motoren”, eller Fiskeben Unique Content Kreator, som jeg valgte at døbe den. Den første var noget hø (og jeg har egentlig lykkelig glemt alt om dens struktur og funktionalitet), og den nuværende er også noget hø, omend (delvist) objektorienteret hø. Den er ikke direkte dårlig, men den har en hel del bugs, som “nogen” burde se på.

Problemet er, at bugfixing tager tid, og det har jeg ikke rigtig længere. Med et fuldtidsjob med programmering og nørding får jeg ligesom nok i løbet af dagen. Selvom jeg stadigvæk tilbringer en pæn sjat tid foran computeren efter arbejdstid, er det ikke vedligehold og videreudvikling af min hjemmeside, der står øverst på listen.

Konsekvensen er derfor, at jeg har valgt at skifte til en af førnævnte blogsystemer, som jeg svor jeg ikke skulle have noget med at gøre. Valget er, naturligvis fristes jeg til at sige, faldet på WordPress, som René jo bruger en god sjat af SIN tid på at oversætte og generelt set lobbye en del for. Jeg er blevet påvirket, indoktrineret, sat på plads.

De sidste par dage har jeg syslet lidt med at installere WordPress, finde et passende tema og konvertere min eksisterende database til WordPress, så jeg kan få alle mine gamle idiotier med mig videre. Det går egentlig ganske godt – delresultatet ser du her – og jeg forventer at skidtet kan være klar i løbet af nogle få dage. Nu skal vi tage med i betragtning, at der er kamp på Stadion onsdag aften og torsdag er 17. maj, så måske skal vi bare sige en uge først som sidst…

Jeg kommer dog ikke til at slippe udviklingen og den mere hardcore nørding fuldstændigt i forbindelse med bloggen, for jeg kan ikke helt acceptere at bruge andres design og temaer på min egen hjemmeside. Det mindste jeg kan gøre er da at sætte mit eget præg på den, så med tiden håber jeg, at jeg kan få flikket et smart og Web 2.0′ish design sammen, før Web 3.0 kommer…

14

maj

1