fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med polterabend

Polterabend 2

Som en konsekvens af, at min hjemmeside har været lidt utilgængelig samt at jeg selv har været lidt utilgængelig (læs: smadret), så kommer dette indlæg nok en fire-fem dage for sent. Men nu er det her: Polterabend 2.

For ja, jeg blev kidnappet i lørdags og udsat for lidt af hvert. Jeg har jo allerede været haft en polterabend i Danmark, så derfor var jeg meget i tvivl om, om jeg kunne risikere at blive taget på sengen i Norge også. Jeg har i månedsvis vist, at Lillianne skulle have polterabend i lørdags. Hun skulle hentes kl. 7 om morgenen, og den stod på krisemaksimering, da Lillianne besluttede sig for at gå på en bette festival ude i ødemarken og ikke komme hjem lige med det samme. Vi fik hende hjem, men det var med hiv og sving (og jeg tror hun var TRÆT kl. 7).

I lørdags var jeg 90% sikker på, at jeg skulle have samme tur, men det var først fredag aften jeg indså, at det kunne være en mulighed. Da en meget fuld fyr var så venlig at fortælle mig det, blev jeg stort set overbevist.

Jeg blev hentet/overfaldet herhjemme, lagt i håndjern og fik bind for øjnene. Derefter blev jeg til de andres fnisen gennet ud i en bil og kørt væk. Da de begyndte at give mig en tørdragt på, troede jeg, at jeg skulle ud at dykke. Det har muligvis også været meningen, men det blev til vandski i stedet. Det gik selvfølgelig hverken værre eller bedre end at fødderne på tørdragten ikke kunne passe ned i skiene, så jeg måtte istedet ty til den våddragt str. XXL, som lå i båden. Lad os bare sige, at det var lidt koldt, og jeg kom aldrig helt op at stå på skiene. Men det var sjovt.

Bagefter blev jeg transporteret ud til en kammerats hus, der ligger relativt uforstyrret med skov og eng omkring. Her var der rejst en pavillion i haven, grillen stillet an og musikken gjort klar. Men først skulle et par timers paintball lige overståes. Jeg slap heldigvis for kanindragten, men jeg blev da sendt afsted med to minutters forspring og bagefter jagtet som et dyr. Det gav et par blå mærker, men det var ganske underholdende.

Derefter stod den på godt mad og drikke resten af aftenen, og det har været en af de bedste dage længe – specielt fordi jeg blev vartet op efter alle kunstens regler. Tak til alle som var med (hvis de læser dette), og jeg vil aldrig glemme det (bortset fra de sidste tre-fire timer, som ER glemt).

21

aug

0

Tilbage med tak

Vi kom hjem fra turen til Danmark (meget) sent mandag aften efter en lidt kedelig og begivenhedsløs hjemrejse. Turen til Danmark var overordnet rigtig god, men søndag skete der alligevel noget uventet. Pludselig stod der nemlig en masse af de gamle venner i indkørslen, og en polterabend var igang. Det var både Lillianne og mig, som skulle “polterabendes”, og heldigvis lod de fornuften sejre og tog os med på noget sjovt. Eftermiddagen blev tilbragt i Thy Go-Kart Udlejning, hvor vi (surprise!) kørte go-cart. Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg skal så absolut prøve det igen. Vi brugte også lidt tid på sumobrydning iført gigantiske, sumobryderlignende dragter, og vi spillede gigant-bordfoldbold, hvor vi selv var spillerne. Se billeder på hjemmesiden – så får du et indtryk af, hvad det handler om, for det kan ikke forklares. Men sjovt var det.

Efter dagens strabadser stod den på god, grillet mad og en enkelt kasse øl eller to hjemme hos mine forældre. Mums.

Tak til alle, som dukkede op i søndags. Det var rigtig fedt. Til de, som ikke kunne komme, skal det også lyde en tak for i det mindste at tænke tanken, og det var synd, at I ikke kunne være med.

14

maj

0