Tag-arkiv: Røde Kors

Sats din flaskepant

I Norge kan man omsætte sin flaskepant i lodder i et lotteri – direkte fra panteautomaten. Det er Røde Kors der står bag spillet, hvor hovedpræmien er 2 mio. kroner, og overskuddet går naturligvis til organisationen.

Spillet fungerer ved at automaten er udstyret med to knapper – den sædvanlige knap, der afslutter pantningen og udskriver en bon, og så en ny knap, som satser hele ens tilgodehavende i lotteriet. Man får et lod per 50 øre man har til gode i automaten, og man satser altså det hele. Så vil man ikke donere samtlige af weekendens hårdt opdrukne samling af dåser og flasker til en humanitær organisation, bør man dele sin pantning op i etaper.

Vælger man at spille med, vil automaten med det samme spytte en bon ud med budskabet om man har vundet eller ej. Beløb op til 1.000 kroner kan hentes i kassen med det samme, men ellers skal man kontakte Panto, der er ansvarlig.

… og det er ikke gas, der er en som vandt 100.000 kroner på bare tre flasker.

Økonomi og velgørende organisationer hører ikke sammen

Jeg kan ikke lade være med at blive temmelig forarget over hele miseren med Jørgen Poulsen og Røde Kors. Er det virkelig det, vores bidrag går til? Kommer generalsekretærens lommer i første række, og alverdens nødlidte og trængende kan få krummerne, som eventuelt falder på gulvet? Det virker sådan i mine øjne.

Der er et par ting, som virkelig ikke stemmer, når man snakker om velgørende organisation (velgsagtens en af de ældste og mest grundlæggende af slagsen i verden), og det er først og fremmest, at generalsekretæren skal have en årsløn på over en million kroner. Hallo? Det overrasker mig faktisk, at manden med god samvittighed kan tage imod en løn af den størrelse. Det må virkelig være et helt igennem utroligt krævende job at være Dansk Røde Kors ansigt udadtil. Åbenbart ikke mere krævende, end at han kan få sig til at nedprioritere jobbet til fordel for sine egne aktiespekulationer og sin valgkamp.

Det næste, som ikke stemmer, er at han skal have en klækkelig sum i fratrædelsesgodtgørelse. Først og fremmest kan jeg ikke begribe, hvordan en velgørende organisation i det hele taget kan ansætte en person på de vilkår. For det andet kan jeg ikke forstå, hvorfor Jørgen Poulsen kan gøre krav på denne godtgørelse, når det er ham selv, der går. Han er vel ikke blevet tvunget til at stille op til folketingsvalget? Han har desuden selv udtalt før valget, at han ville trække sig som generalsekretær for Røde Kors, hvis han skulle blive valgt ind. Til sidst forstår jeg ikke, hvordan man kan blive enige om en mellemløsning på 750.000 kroner. Det virker bare sært, og det lugter langt, langt væk af pamperi.

Hele denne sag er så gennemsyret af griskhed og idioti, at jeg flere gang nær havde ødelagt punktum-tasten på mit tastatur, mens jeg skrev dette her. Jørgen Poulsen er ikke nødvendigvis et dårligt menneske, men de sidste dages begivenheder gør ikke noget for at hjælpe på det billede af ham. De største syndere er i mine øjne Røde Kors, der kan finde på at ansætte en person på de vilkår, som Poulsen på en eller anden måde har fået. Det hører sig ganske enkelt ikke hjemme i en organisation, der er afhængig af, at almindelige, hårdtarbejdende mennesker er villige til at åbne hoveddøren for frivillige indsamlere og forære penge væk i den tro, at de kommer til at gøre gavn for flygtninge, torturofre og sultne børn med store maver. Men med fin adresse på Østerbro i selskab med bl.a. den amerikanske ambassade er det måske nødvendigt med skyhøje lønninger for ligesom at opretholde en vis standard.

Min første reaktion på alt dette her var, at jeg aldrig nogensinde skal give så meget som en rød reje til Røde Kors, men spørgsmålet er vel, hvordan det står til i de andre organisationer. De er hurtige til at feje for egen dør i disse dage, men det er ikke godt at vide, hvordan realiteterne egentlig er. Det er synd for hele velgørenhedsarbejdet, og det giver benzin på bålet til skeptikerne, der ikke tror, at deres donation vil gøre nogen gavn, fordi den spises op af administration.

Til sidst et par nøgleartikler om sagen: