Jeg faldt i snak med en fyr til en 30-års fødselsdag i lørdags. Han arbejder som UNIX-administrator et sted inde i Bergen, og vi fik os en ganske fin snak om nogle af nørdeverdenens store spørgsmål til trods for, at både aftenen og promillen var nok så fremskreden. Eller måske netop på grund af det.
Anyway, vi kunne jo nemt blive enige om, at Linux er fedt, og Windows er yt, og det gjorde vi da også. Men ham fyren havde alligevel nogle ret gode pointer, som jeg nok har været klar over men aldrig grebet – til trods for, at de har ligget lige under næsen på mig.
Linux (som for nemhedens skyld bruges som en fællesbetegnelse for alt UNIX-relateret – fyfy!) ER nemlig bedst. Grunden til dette er nemlig, at man i Linux har en meget større grad af frihed. Hvorfor nu det? Jo, både Linux og Windows har en række værktøjer, som administratoren har til rådighed, men den store forskel er i, hvordan de anvendes. Anvendelsen af værktøjerne er bare så meget bedre i Linux end på Windows.
Et eksempel forklarer dette bedre end noget andet. Mit kendskab til Windows Server er noget rustent (det er trods alt fire år siden sidst, jeg har rørt ved en), så Windows-delen af eksemplet er sikkert ikke 100% korrekt.
Vi antager, at en webserver skal genstartes (servicen, ikke hele maskinen). På Windows gør man noget i stil med dette: Åbner kontrolpanelet, scoller sig frem til Services-programmet, åbner det, finder frem til webserver-tjenesten, markerer den, trykker på stop/start-ikonet.
På en Linux-maskine skriver man een kommando, som er noget i stil med “/etc/init.d/apache restart”.
Eksemplet antyder forhåbentlig, at man skal bruge en del flere kræfter i Windows på at gøre den samme ting, som kan gøres med en bette kommando i Linux.
Skal jeg tage tråden videre, så ligger den store forskel nemlig i kommandolinjen. Windows GUI-er sig selv ihjel og gør alle programmer til egenrådige små enheder, som ikke kan arbejde særligt godt sammen med andre. Der skal en skov af museklik til, før man kan få gjort noget som helst, og serveradministration med GUI er et klasseeksempel på, at ting ikke bliver lettere, bare fordi man smider knapper og tekstfelter ovenpå.
Linux består også af mange små programmer, men ved hjælp af noget så enkelt som piping og shell-scripting kan man kombinere programmerne til at løse den opgave, som man er i gang med. Det svarer lidt til, at en tømrer kunne kombinere en hammer og en tommestok og få et nyt værktøj, som løser lige nøjagtigt den opgave, han er i gang med.
På universitetet havde jeg en underviser, der spåede Linux’s undergang og Windows servernes triumf, fordi folk synes livet er for kort til kommandolinjen. Jeg syntes dengang, at han var vældig overbevisende, men i dag ved jeg, at han tager så grueligt fejl.