fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med SETI@Home

Strømforbrug@Home

Jeg har længe tænkt på, at det der Folding@Home må sluge en masse strøm. En snak på Messenger i dag om Folding@Home på PlayStation3, fik mig til rent faktisk at undersøge sagen, og her er et lille regnestykke:

0,2kW * 24 timer * 365 dage * 1,5 kr. = 2.628 kr.

Her er der taget udgangspunkt i, at en PlayStation3 bruger 200W, når den kører Folding@Home (som denne test påstår og som Stanfords egen PS3 FAQ siger), at den kører 24 timer i døgnet (hvilket nok er urealistisk), og at en kilowatt-time koster 1,5 kroner (som Energi Nord siger). Dertil kommer slitage på processoren og blæser(e) i maskinen, hvilket sikkert forkorter dens levetid med en god del procent. Sidst men ikke mindst giver det en dælens masse indirekte CO2-udslip.

At maskinen kører 24 timer i døgnet året rundt er nok en anelse søgt. Og dog… Hvis man antager, at maskinen kører Folding@Home, når den ikke bliver brugt, er det ikke helt urealistisk, for testen af konsollers strømforbrug siger nemlig, at PS3 ligger lige under 200W ved brug af spil og 20-25W lavere ved afspilning af film. Ergo ikke den store forskel fra Folding@Home.

Jeg forstår ikke helt de mennesker, som gladeligt sætter (adskillige!) maskiner til at køre programmer som Folding@Home, rumvæsensøgere, kodeknækkere og hvad har vi – kort sagt grid computing. Jeg tror, at mange ikke tænker over, at det rent faktisk bruger (en helvedes masse) strøm. Disse programmer skal jo få noget gjort i en ruf, så de bruger alt det processorkraft, som de kan. Større belastning af processoren = større strømforbrug. Og slitage. Og CO2-udslip, ikke mindst.

Mange bruger argumentet, at det går til et godt formål. Det gør det uden tvivl, for Folding@Home bruges blandt andet i kræftforskning og andre geneiske sygdomme. Men (og nu kommer der vist en fordom *host*) jeg vil vædde på, at de selvsamme mennesker gemmer sig bag gardinet eller under sengen, når de frivillige fra velgørende organisationer kommer og ringer på døren for at få en bette skilling.

Derfor mener  jeg, at med en årlig udgift på 2.500 kroner til Folding@Home, giver jeg hellere 500 kroner til en velgørende organisation, som f.eks. Kræftens Bekæmpelse. Eller en tilfældig hjemløs på gaden, for den sags skyld. Ja, til den pris er det lige før man kan KØBE en skide PS3 og sende den til Standford University – så kan de selv bøvle med strømregningen. Samtidig slipper jeg for at bruge penge på høreværn, når jeg kan slukke for blæserne (i den PS3 jeg ikke har).

19

dec

10