Tag-arkiv: sne

Rygmuskel med mafiametoder

Vi kan ikke helt bryste os med de samme mængder sne, som man antageligvis har måttet stå model til i Danmark for tiden. Alligevel kom der 10-20 centimeter i går, og med vores nyindkøbte sneskovl var det tid for min debut som sneryddende husejer.

Vores hus ligger ca 100 meter inde på en lille privat grusvej, hvilket vil sige, at der ikke kommer nogen og rydder sne for os. Det betyder igen, at vi må finde skovlen frem og rydde vejen selv, hvis vi har lyst til at komme til og fra huset. Umiddelbart gad jeg faktisk ikke rydde mere end en gangsti fra vores dør og ned til bilen, men det gik så let, at jeg begyndte at rydde parkeringspladsen og lidt af vejen. Bedst som jeg var begyndt at forberede mig på at gå ind, kom naboen selvfølgelig hjem og tilbød at komme og hjælpe. Så var der ligesom ingen vej tilbage, og jeg måtte rydde halvdelen af vejen per håndkraft. Jeg har egentlig ikke noget imod at rydde sne, men det skal være i kontrollerede doser.

I dag er der en muskel i min ryg, som gør oprør. Efter lang tids dvale har den pludselig mærket, at den også kan bruges til noget, og nu sidder den der og gør sig selv bemærket og vil bruges noget mere i fremtiden. Jeg er ikke helt enig, men den taler godt for sig. Man kan sige, at den kommer med et tilbud, jeg ikke kan afslå.