Tjenesten fungerer ved, at man har en strøm af blips, som er små beskeder på max 140 tegn. Hvert blip er ledsaget af en sang, som man enten selv uploader (og sørger for at have lov til at bruge, selvfølgelig) eller man finder den blandt de sange, som allerede er lagt ind i Blip.fm’s arkiv. Der er rigtig mange sange, og der er en god chance for, at det meste findes der i forvejen.

Man kan altså spille sine egne blips eller høre på andres. Ligesom i de 117 andre sociale netværk, som findes derude, så kan man følge hinanden, være venner og give hinanden kredit (eller props, som det hedder på blip.fm’sk).

Det er pisseenkelt og egentlig ganske morsomt. Man kommer nemt til at sidde og tilføje en masse sange, som man pludselig kommer i tanker om, og man kan også risikere at komme til at høre noget nyt, når man hører andres blips.

Så hvad venter du på. Hør mine blips, kom med dine egne og lad os være virtuelle musikvenner.

[Nu venter jeg så bare på at blive inviteret ind i det lukkede Spotify-fællesskab...]

Stack overflow har Elmose sikkert også fået på det sidste når diskussionen har drejet sig om hvorfor danske netmedier ikke vil samarbejde med Google News. Det er der blandt andet kommet dette ud af, og der er meget mere, hvor det kommer fra. Jeg skal selv have læst op på det og kommer til at skrive en sur tekst inden snart.

Nu har jeg fået helt pip og er begyndt at kvidre lidt på Twitter.com. Jeg har tilmed været så frejdig at lægge de sidste tre pip ud her på siden, så du lige kan se, hvad jeg har i tankerne lige præcis nu. Nej, nu! Nu! Se nede til højre (eller oppe, alt efter hvor langt ned på siden dette indlæg er kommet), eller følg mig på Twitter, hvis du gider.

Nine Inch Nails (NiN) har altså udgivet fire numre i multitrack-format til blandt andet GarageBand. For at drage en parallel, så svarer det lidt til, når nogen udgiver et program under en open source licens. Bandet har altså lagt råmateriale til din rådighed, og de opfordrer fans og interesserede til at downloade musikken og remixe/molestrere efter bedste evne.

Ikke nok med det, men der findes en officiel liste over remixes, som er blevet til på denne måde. Her kan man downloade (gratis og frit, naturligvis) MP3 filer, som er produceret af fans og bygget på det originale materiale fra NiN.

Hvorfor er det så, at NiN har fattet det? Jo, webkulturen bevæger sig allerede med syvmileskridt i en mere brugerorienteret retning. Det er vist det, de hippe og smarte kalder for Web 2.0. Når man involverer brugeren i sit indhold, får man gladere og mere tilfredse brugere – bare se på MySpace og YouTube. En anden faktor er, at det virker som om NiN har accepteret, at piratkopiering af deres musik vil forekomme uanset hvor mange irritationsmomenter, der lægges på. Nok udgiver de en CD i godt gammeldags plastic, men samtidg lægger de skidtet på nettet til fri afbenyttelse. De involverer fansene i en langt højere grad end man ellers har gjort før.

Kudos til NiN for at trodse pladebranchens mangel på hjerne og gøre sin musik mere attraktiv. Jeg tror de bliver glade for det i længden.

del.icio.us har ikke kun en URI som er megatræls både at huske og skrive, men den er som sagt også kedelig. Designet er forvirrende, og jeg gider ikke bruge mange mikrosekunder på at orientere mig på en eller anden ligegyldig personages obskure samling af bogmærker til diverse røvkedelige og for mig ekstremt uinteressante websider.

For det er nemlig hvad del.icio.us handler om: bogmærker, links, digitale huskekager huskelapper, som man kan dele med hvem som helst, der gider se med.

Nu er det gået hverken værre eller bedre end at jeg selv er hoppet med på vognen. Som altid skal jeg være sidst (hvem ved, om tre-fire år åbner jeg sikkert en konto på Twitter.com), men bedre sent end aldrig. Ryd forsiden! Ricco Madsens smag i websider er pludselig tilgængelig på nettet og som RSS, syrligt grupperet med tags og sidetal. Jow jow, jeg kommer nærmere og nærmere det hersens nye årtusinde, som alle går og taler om.