Indlæg mærket med Steve Jobs

iPad fail

Jeg kunne ikke dy mig for at finde potatochopperen frem og lege lidt, da jeg så dette billede.

Send til Twitter!

8

apr

0

Derfor får iPad ingen Flash

ipad-flash

Kritikernes dom over iPad

Apples iPad har fået bølgerne til at gå rigtig højt i den sidste uges tid. Gud og hver mand har kommenteret den på den ene eller anden måde, og kontrasterne er skærende. Modstanderne fremhæver specielt den manglende Flash som en hæmsko og sikker kurs mod en fiaskofyldt afgrund. Altså det samme de sagde om iPhonen for nogle år siden…

Der findes kun een grund til, at Flash ikke er at finde på iPhone og ikke vil være det på iPad, når den kommer: rå business. Apple har sin App Store, hvor alt fra nogle af de største softwarehuse i verden til den 13-årige indieprogrammør kan få sine kreationer direkte ind på millioner af enheder verden over. De sætter selv prisen eller fjerner den helt, men folk har vist sig særdeles købelystne i den tid, hvor ordningen har eksisteret. Apple tager en del af kagen før den sendes videre til ophavsmanden, som til gengæld ikke behøver at løfte en finger i distributionsøjemed. Alle er glade. Rigtig glade, for der tjenes rigtig mange penge her.

Sæt Flash var tilgængelig på iPhone fra dag en. Hvor mange Flashudviklere havde mon gidet foretage skiftet til en anden platform, som tilmed koster penge og er underlagt Apples altseende og uretfærdige øjne, hvis de kunne fortsætte som de altid havde gjort? Hvad havde Apple fået ud af dét? Ikke meget.

Det er helt klart at Apple ikke er interesseret i at få en alternativ platform ind på sine gadgets, for den vil konkurrere med deres høne som lægger guldæg. Steve Jobs har angiveligt sagt for nylig, at Flash er noget lort som dovne udviklere hos Adobe har fedtet rundt med i alt for lang tid og at det aldrig kommer på Apples gadgets. Flash ER noget lort (noget forbandet lort tilmed!), og Jobs er heldig med at kunne spille lortekortet, når han skal forklare hvorfor hans dimser ikke kan noget så elementært som at køre Flash. Så slipper han for at indrømme, at det er fordi han ikke vil miste den gigantindtjening, der ligger i App Store.

De som kritiserer iPhone og ikke mindst iPad kører så utroligt meget rundt i den manglende Flash. Jeg kan kun sige: hvorfor gider I overhovedet bekymre jer om det? Lad være med at købe en! Men de kan ikke lade være med at bekymre sig, for de er hader tanken om denne lækre, slanke dims af aluminium og glas som de ikke kan blive set sammen med, fordi den er lavet af Apple og den kan ikke køre Flash. Misundelse, ganske enkelt (men der findes heldigvis også nuancerede kritikere).

Men disse skabs-købere er ikke de eneste, som er misundelige. Apple må være det eneste firma i verden som for det første får helt ekstremt megen omtale allerede før deres produkter præsenteres og for det andet får omtale af alt og alle. Uden at løfte en finger. Apple har ikke nævnt iPad eller iPhone med eet ord, før Steve Jobs tog dem op af lommen på en eller anden keynote i San Fransisco, men alligevel har nettet været oversvømmet med rygter – så meget at selv ikke-teknologiske medier nævner dem. Når dimserne er lanceret, får de endnu mere omtale og verden går i koma nogle dage mens den befinder sig i Steve Jobs’ reality distortion field, og – og her kommer det som forundrer mig mest – ALLE har en mening om den og ALLE skal ud med den (inkl. yours truly). Også (især?) dem som kun har noget negativt at sige om dimsen og/eller Apple. Fuck, jeg tror Nokia ville sælge samtlige ansattes bedstemødre bare for at få den negative omtale Apple får.

Når alt dette så er sagt, så lad mig slå fast at jeg slet ikke er imponeret over iPad. Som mange andre har sagt, så synes jeg også den mest af alt minder om en forvokset iPod touch. Jeg kan ikke se, hvad jeg skulle med den, og det bekymrer mig at Apple prøver at gøre den til fremtidens computer samtidig som den er så lukket (seriøst… ingen multitasking engang?). Samtidig lokkes jeg af dens runde former og skinnende overflader, så jeg vælger at se tiden an og se hvilken plads den kommer til at få i verden.

PS: Det har været meeeget sløvt her på kanalen i nogle måneder. Det skyldes at jeg er flyttet i nyt hus (jippy!) men på grund af frosten og noget gravearbejde og fandens oldemor kan jeg ikke få internet endnu (buuuh!). Siden det ikke er så lokkende at surfe rundt på en ustabil 3G forbindelse som var det 1999 holder jeg det til et minimum – men dette måtte jeg bare få ud mens tid var.

Send til Twitter!

2

feb

3

Den mægtigste mus

Apple må ofte gå gennem meget, når de lancerer nyt hardware. Senest var det MacBook Air, som får hård medfart af “potentielle” brugere, som står i kø for at opremse maskinens mangler. At de samtidig understreger, hvor lidt de har forstået maskinens brugsområde, siger lidt om den type mennesker. Det er nemlig oftest mennesker, som egentlig aldrig vil købe en Mac, som har de stærkeste meninger om produkterne.

Før jeg selv købte Mac var jeg i samme lejr. Jeg syntes at iMac’en var tåbelig, for det var da noget mærkeligt noget med at bygge alting ind i samme kasse som skærmen. Bevares, jeg havde også andre præferencer dengang, for jeg kunne lide at have muligheden for at bytte dele, når jeg ville.

Mest kritik gav jeg dog til musen, som følger med iMac. Jeg kunne ikke begribe, hvordan i alverden nogen kunne finde på at producere en så sær skabning som Mighty Mouse (som den er døbt). Kun en knap, som man ikke engang kan se hvor er. Scrollhjulet er bare en lille klat og slet ikke til at bruge, og hele musen er bare totalt uergonomisk designet.

Siden har jeg ændret mening. Jeg har indset, at Mighty Mouse virkelig er den mægtigste mus. Den er faktisk rimeligt genial.

At musen kun har én knap, er forkert. Det tager 10 sekunder at indstille den til, at venstre halvdel er venstre museknap og den højre er … du forstår.

Scrollhjulet er også helt perfekt. Det er nemlig ikke et hjul med 2 dimensioner (op og ned) men en kugle med tre dimensioner. Hvorfor skal man kunne scrolle op og ned med hjulet, men når det er nødvendigt at scolle sidelæns, er man nødt til at gribe fat i en scrollbar? Andre museproducenter har prøvet at løse dette med to hjul, men det er jo bare helt hul i hovedet. Kuglen, derimod, lader brugeren scrollen i alle retninger, og det fungerer, som det skal: logisk.

Derudover kommer de små finurligheder, som har taget mig en del måneder at opdage. Før jeg købte Mac var jeg flittig bruger af scrollhjulet som en tredje museknap, for det virker rigtig godt at “mellemklikke” (eller middle click, som de siger) på et link for at åbne det i en ny fane i Firefox. Men man kan ikke klikke på kuglen på en Mighty Mouse…

Eller jo, det kan man faktisk. Kuglen giver efter for selv den mindste vægt fra fingeren, men fører man bevægelsen videre og trykker hele musen ned ovenpå scrollkuglen, vil det fungere som et mellemklik. Stor var glæden, da jeg opdagede dette, og siden har jeg været utrolig førnøjet med min Mighty Mouse.

Når man så ser på musen i forhold til trenden på musemarkedet, så er Mighty Mouse efter min mening den mindst diskriminerende. Hvor mange mus på markedet i dag kan bruges af en venstrehåndet? Meget få, for de designes i ergonomiens navn til højre hånd med fordybninger til diverse fingre, så den bare ligger HELT rigtigt – hvis du er højrehåndet. Mighty Mouse skelner ikke – det tager bare 10 sekunder at vende den om til venstrehåndsbrug, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg tror Mighty Mouse er et eksempel i klasse med iPod’en (omend i mindre målestok). Designeren har klaret at se længere end det egentlige brugsområde og kravene og fundet ind til de ting, som vi bare ikke var klar over, at vi stod og manglede, og dét er rigtigt design. Som Steve Jobs sagde engang: “A lot of times, people don’t know what they want until you show it to them.”

Send til Twitter!

26

mar

0

Et par ord om dagens nyt fra Apple

Årets Stevenote er overstået, og rygtesmedene har ramt skræmmende præcist denne gang. Den største nyhed (som med rygterne in mente ikke er en nyhed længere) er subnotebook’en MacBook Air, der brillierer på mange områder bortset fra prisen. 14K for en maskine, hvor størrelsen er den eneste fordel, er ganske enkelt 4-5K for dyrt.

Anderledes interessant er det med Apple TV, der har fået en saltvandsindsprøjtning af rang – og den kommer i softwareform, hvilket sikkert er til stor glæde for eksisterende ejere. På vej til Apple TV er filmleje og iTunes direkte i boksen samt adgang til Flickr- og .Mac-konti. Film bliver tilgængelige i HD-kvalitet, så BluRay/HD-DVD-afspillere røg pludselig meget langt ned på listen til fordel for den nye Apple TV – specielt med tanke på, at prisen får et nøk nedad. Apple TV begynder at blive voksen. Da Apple TV første gang så dagens lys, var jeg umiddelbart ellevild, men jeg kølede hurtigt ned. I dag er det anderledes.

Derudover er der vel ikke så meget at sige om dagens afsløringer. Der er kommet lidt softwareopdateringer til iPhone og iPod touch, som selvfølgelig er meget velkomne, men de burde efter min mening have været der for længe siden.

Der kommer nok til at gå et godt stykke tid før vi ser et produkt, der skaber den samme røre, som iPhone gjorde.

Send til Twitter!

15

jan

0