fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med Steve Jobs

Snakes on an apple

Hvad man gør i tilfælde af (fucking) slanger ombord på flyet. Bloggen er lidt sjov (sikkert bedre end filmen).

Denne fyr har alt for mange Macs. For mange. Steve Jobs gyder olie (norsk?) på vandene ved at sige, at det altså ikke er Apples skyld, at der er noget som hedder FairPlay og DRM. Det er de dumme pladeselskaber! Ama’r! Vi vil så gerne tro dig, Steve, men jeg ved nu ikke rigtig. Jeg håber virkelig du får ret, når du siger, at DRM er væk om nogle år. DRM er noget lort og findes kun, så pladeselskaberne kan presse citronen endnu mere.

7

feb

0

Apple kom med sin iPhone

Jeg kører i højeste gear lige nu. Keynoten er slut, og jeg har det som om det er juleaften og fødselsdag på samme tid. Steve Jobs præsenterede iPhone, som navnet bliver selvom Cisco har registreret det. Den kan det vi har drømt om og lidt mere til. Een stor, trykfølsom skærm på forsiden, telefon, iPod, browser, email i eet og samme stykke elektronik. Den er mildest talt imponerende, og det eneste minus er nok, at den først kommer til Europa sidst på året, og at prisen bliver over 5.000 kroner for den store model med 8GB harddisk.

Derudover får vi Apple TV, som iTV blev døbt. Den er et eldorama af tilkoblingsmuligheder til stereoanlæg og TV, og den kan afspille alt fra iTunes trådløst – inklusiv film. Det muliggøres af den nye trådløse standard, 802.11n, som Apple har taget i brug. Den har en båndbredde på op til 540 Mbits/s, og efter sigende skulle den allerede være tilgængelig i iMacs efter sidste opgradering (det vil sige min…). Derudover har den en 40GB harddisk, kører en speciel embedded version af OS X og en opdateret Front Row (som ser knaldhamrende lækker ud).

Det bedste er næsten prisen. Hvad kan konkurrenterne tilbyde for de 2.229 inflationsramte danske kroner.

Jeg har fødselsdag 2. marts. Jeg vil hermed komme med en opfordring til ALLE, som kan finde på at give mig en gave: saml alle pengene i een stor bunke (I kan eventuelt snakke sammen i kommentarerne til dette indlæg) og køb en Apple TV til mig. Alternativt giv mig pengene, og jeg køber den selv. Jeg mener det…!

9

jan

7

Steve Jobs holder snart sin keynote

Om cirka en halv time starter Apples direktør Steve Jobs sin årlige keynote på MacWorld konferencen, der i år holdes i San Francisco. Den norske mac-side, Mac1.no, har en live opdatering minut for minut direkte fra keynoten, og den har jeg tænkt mig at følge med i (der er sikkert andre, men jeg har ikke lige set nogen – endsige søgt efter dem).

Selvom det er “min første” keynote, tør jeg godt sige, at det sjældent har været mere spændende at se, hvad Jobs har i ærmet. Et års rygter bliver be- eller afkræftet i løbet af de næste par timer, og verden over sidder mac-tilhængere på kanten af stolen i forhåbning om, at Apple endelig kommer med sin iPhone (som den med garanti ikke kommer til at hedde). Det rygte er dog så godt som bekræftet, synes mange, fordi Wall Street Journal i dag havde en artikel om, hvad iPhone kommer til at betyde for Apple i fremtiden. Udover iPhone er der det noget mere bekræftede rygte, iTV, som fik løftet lidt af sløret sidst Jobs præsenterede produkter. iTV scorer også højt på forventningsbarometeret, og hos mig scorer det nok lidt højere end telefonen. Jeg glæder mig meget til at se, hvad dyret i sin endelige form kan præstere, og ikke mindst hvad prisen bliver.

God fornøjelse med keynoten ;-)

9

jan

0