Tag-arkiv: street art

Graffiti rammer man da ind

Foto: fiskeben @ flickr

Foto: fiskeben @ flickr

På min vej fra arbejde til bussen kommer jeg dagligt forbi dette stykke graffiti. Det forestiller Execution of a Viet Cong hvor offerets hoved er erstattet af en solsikke og pistolen med en giftflaske (men det kan du jo godt se). Billedet hedder Weed Killer, og stilen er en såkaldt stencil - det vil sige, at billedet er først skåret ud i pap eller et andet stift materiale (en skabelon), tapet på muren og malet over med spraymaling.

I efteråret blev bygningen, som billedet er malet på, indhyllet i stilladser og pressenninger. “Nå, nu forsvinder det billede nok,” var min første tanke, men som tiden gik kunne jeg stadig skimte det derinde bag pressenningerne, når jeg ventede på grønt lys ved fodgængerovergangen til busstationen.

Forleden dag forsvandt stilladserne pludselig, og bygningen var blevet helt hvid og fri for bilos og tags. Jeg var meget spændt, da jeg gik om hjørnet for at se, om billedet nu var malet over, men mindsandten om ikke man havde fjernet snavs og tags og monteret en plexiglasplade over det for at beskytte det!

Det kommer faktisk ikke som nogen overraskelse for mig, og der knytter sig en interessant historie til årsagen. Billedet er lavet af den bergensiske gadekunstner Dolk. Ingen ved hvem personenen bag er, men de fleste kender til mange af hans værker, som efterhånden pryder en del mure rundt omkring i byen. For et par år siden blev der stor opstandelse i Bergen fordi vejvæsenet havde malet over nogle af Dolks billeder som forestillede kaffemogulen og daværende borgmester, Herman Friele, som ægte west coast hip hopper. En del af opstandelsen skyldtes, at Dolks billeder handles for titusindvis af kroner og af mange anses som ægte kunst og ikke bare hærværk.

Hvis du sidder og tænker “Banksy” lige nu, så er det slet ikke tilfældigt. Man kan ikke snakke om Dolk uden også at komme ind på Banksy, men det vil jeg overlade til denne side hvor du kan finde rigtig megen information om både Dolk og sammenligningen med Banksy.

Ved at ramme graffiti ind opstår der en konflikt: er det at legalisere graffiti og hærværk? Enhver med lidt omløb i hovedet kan selvfølgelig godt se forskellen på et af Dolks billeder, som han har brugt en uge på at lave, og en latterlig krussedulle (også kendt som tags) som en fjortenårig, lightergaspåvirket rolling har lavet i forbifarten. Men det rejser alligevel et spørgsmål om, hvem der skal bestemme, hvad som er kunst og hvad som er hærværk, og der er stadigvæk mennesker, som vil kalde Dolks billeder for hærværk. Og hvad sker der, når der kommer 117 andre “gadekunstnere” med sine skabeloner og tapetserer byen? Er vi så nede på tagging-niveau igen, eller skal alle ansees som store kunstnere?

Det er en interessant diskussion, som jeg ikke kan afgøre her, men jeg er meget interesseret i at høre, hvad andre mener om denne form for kunst og hvor grænsen går mellem kunst og hærværk. Du kan se mange flere eksempler på (alle?) Dolks værker på Dolk Lundgren Stencils eller på Flickr, og du kan købe originaler på handmadeposters.com (men du har sikkert ikke råd).