fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med tanker

Musik anno 2008

Det jeg nu skal berette om kommer ganske givet til at blive noget værre rod, for det er en pludselig indskydelse, som kræver efterbehandling. En strøtanke, jeg fik i øjet.

Jeg sad netop og rullede tilfældigt igennem mit iTunes-bibliotek. I iTunes kan man give numrene 0-5 stjerner og på den måde angive, hvad man synes om det. Jeg så tilfældigt, at et godt nummer ikke havde fået en karakter, og tænkte, at det var underligt, at jeg ikke havde gjort det noget før – for det er jo et godt nummer. Lidt i affekt besluttede jeg mig for at gå hele biblioteket igennem og give karakterer til alle sange, som ikke havde en i forvejen (80% velsagtens).

I begyndelsen gik det ganske nemt, for jeg havde snublet over Kashmir-afdelingen. Deres musik kender jeg godt nok til, at jeg kunne enten give karakteren ud fra hukommelsen eller i det mindste nøjes med at høre et par sekunder, før en mening om nummeret sprang frem fra en fjern afkrog i min hjerne.

Efterhånden som jeg bevægede mig nedover i den endeløse række af musiknumre, indså jeg, at her var noget galt. For det første kan man ikke bare uden videre give en karakter til en sang, medmindre man umiddelbart kan relatere til den. Sangen skal vække noget i en, før den lader sig vurdere. Denne indsigt fik mig til at springe flere og flere numre over, eller – værre endnu – give dem den lidt gennemsnitlige karakter “3″ uden hensyntagen til stemmen fra førnævnte fjerne afkrog i min hjerne, der sagde mig, at jeg rent faktisk ikke kender sangen godt nok til at bedømme den.

Da jeg nåede til Radiohead, tænkte jeg “nu sker der noget. Her kommer jeg til at give rene 4- og 5-taller, for al Radioheads musik er jo dyb, storslået, ekstravagant og ikke mindst genial“. Specielt her slog det mig, at jeg jo ikke kender musikken. Jeg ved, at den er der, og jeg har hørt den x antal gange, men jeg kender den sgu ikke! Hvordan skal jeg kunne give en karakter til noget, som jeg i bund og grund ikke kender særlig meget til?

Hvad er det egentlig, jeg vil sige med dette her? Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror det er noget i denne retning:  Musikken anno 2008 dag flyder sammen. Grænser brydes ned. Siden jeg for omtrent 10 år siden begyndte at lægge mine CD’er ind på computeren i det famøse MP3-format, har jeg så godt som altid brugt randomfunktionen; valgt at overlade valget til computeren. Med tiden er det blevet til, at jeg vælger at overlade valget til computeren, for at jeg skal slippe for at vælge, for jeg kan ikke vælge!  Før computeren tog min musiksamling ud af CD-stativet og ind på harddisken, havde jeg stort set ikke andet valg end at høre en CD ad gangen fra A til Z. I dag kan jeg ikke længere finde ud af at vælge, hvad jeg skal høre på, så jeg overlader valget til en tilfældighedsgenerator – hvis smag jeg alligevel ikke er helt tilfreds med hver gang, så det bliver til en god del trykken på next-knappen, indtil jeg opnår tre-fire nye minutters tilfredsstillelse.

I gamle dage lyttede jeg til musikken, og på den måde lærte jeg at sætte pris på den gode musik og sætte den dårlige tilbage på hylden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt plader med Beatles, Doors, Kashmir, Metallica, Rage Against the Machine etc. etc. fra start til slut uden at gøre noget som helst andet. Og alligevel blev jeg underholdt!

I dag åbner musikkens enorme tilgængelighed et utal af nye døre til dens verden, men tilgængeligheden har også sin pris. I kraft af, at jeg nu kan vælge og vrage, er det blevet utrolig sjældent, at jeg hører en plade fra start til slut, og det sker næsten aldrig, at jeg sætter mig ned for virkelig at lytte til musikken uden at gøre noget alt muligt andet samtidigt.

Pludselig blev det lidt mere klart, hvorfor jeg ikke kan give karakterer til al min musik. Jeg har jo aldrig lyttet til den.

4

jan

4