Det kan jeg i princippet acceptere, for jeg regner med, at det er et engangsjob, så jeg i fremtiden ikke behøver at bekymre mig om at få slidgigt i fingerspidserne. Problemet er derimod, at formularen, som den er nu, kun er bygget til danske adresser.  Det vil sige, at jeg egentlig ikke kan bruges, for jeg har ikke en dansk adresse. Jeg kan sikkert nemt taste min adresse ind alligevel, for en norsk adresse har samme struktur, som en dansk har. Men det har jeg bare ikke lyst til, for Politikens blogs viser nemlig, hvilken by, man er fra (baseret på ens postområde), og hvis jeg skriver “5306 Erdal”, er det jo helt i skoven. Jeg gider da ikke underskrive mig med “Ricco Madsen, Erdal”…

Din første tanke er vel, at jeg da bare kan skrive en snydeadresse. Ja, det kan jeg, men det er jo i bund og grund ikke rigtigt. Jeg er mig, og jeg gider ikke opbygge en “falsk” identitet. Jeg har lyst til, at folk kan genkende mig, når jeg efterlader mig kommentarer rundt omkring.

Men det afgørende argument er sådan set bare, at det er komplet idiotisk af Politiken at kræve disse oplysninger. For det første kan de ikke bruges til en døjt (de som vil bryde loven skriver nok ikke en rigtig adresse alligevel), og for det andet er det KUN til besvær, og for det tredje føler jeg mig røvrendt, fordi Politiken ikke engang tager hensyn til, at en vis procentdel af deres læsere er baseret i udlandet. Netaviser er trods alt en helt genial måde at holde sig opdateret om tilstanden i fædrelandet.

Men det er vel sådan noget man kan forvente, hvis man læser Renés beretning om sit møde med Politikens tidligere blogsystem (de bruger vist WordPress nu, jf samme link), hvor det nærmest var kriminelt at skrive en kommentar, som allerhelst skulle overses og aldrig blive godkendt.

Det er en OMMER, Politiken!

Nå, det kan jeg så ikke lige >:-(