Lad det være sagt: jeg er i mit livs mest elendige kondition.

Siden jeg blev færdig i militæret for ti år siden har min kondition langsomt men sikkert dalet til et lavere og lavere niveau (og den var ikke engang noget at prale af dengang). Nu skal det være slut. Jeg skal begynde med mere regelmæssig og krævende træning og komme i bedre form.

Motivationen, udover den tiltagende halvkugle på maveregionen, er en artikel i sidste nummer af WiRED. Artiklen kan sikkert mest ses som en reklame for Nikes og Apples lovechild, Nike+, men man kan også vælge at læse den som en informativ artikel om det at gøre løbetræning interessant, at effektivisere sin træning og at se fremgang med den.

Jeg blev meget inspireret af denne artikel. Som erklæret fan af alt som kommer ud af 1 Infinite Loop, Cupertino, Californien, lød dette som den perfekte løsning for mig; at kombinere iPoden med fysisk træning og få en masse data ud af det. Egentlig var jeg parat til at smide penge på bordet for både Nike+ dims og et par kompatible Nike løbesko, men jeg kunne ikke blive 100% klog på, om skidtet ville virke med min iPhone (eller min gamle femtegenerations iPod). iPod nano og iPod touch ser ud til at være de eneste alternativer. Nok er jeg fan, men ikke nok til at købe en iPod nano bare for dette. Ganske nedslående.

Ind kommer istedet RunKeeper, som egentlig er meget federe end Nike+ og meget billigere, hvis man har en iPhone i forvejen. Programmet benytter telefonens GPS og gemmer ruten man løber, som sendes til ens profil på runkeeper.com efter endt tur. Her kan man se alverdens info om sine ture; distance, fart (på ethvert givet tidspunkt, naturligvis), højdeforskelle osv. I bedste web 2.0-ånd kan ruter deles med andre og embeddes på sin blog eller hvor man skulle få lyst til at blære sig med sine præstationer.

Jeg kan varmt anbefale RunKeeper men jeg kan endnu mere anbefale dig at sætte tal på dit liv: på med løbeskoene og få lagret nogle data om hvad du kan og ikke mindst dine forbedringer! Det er ganske motiverende og så er det jo sundt.

Jeg håber at jeg kan holde motivationen ved lige. Om jeg klarer det i lige så høj grad som Rick Law fra artiklen, som i løbet af et år gik fra sofaslave til maratonløber bare på grund af glæden ved at måle sine præstationer, ved jeg ikke, men lad da i det mindste dette blogindlæg fungere som en ekstra grund til at gøre noget ved sagen.

Det er i alt blevet til to versioner af fiskeben.dk “motoren”, eller Fiskeben Unique Content Kreator, som jeg valgte at døbe den. Den første var noget hø (og jeg har egentlig lykkelig glemt alt om dens struktur og funktionalitet), og den nuværende er også noget hø, omend (delvist) objektorienteret hø. Den er ikke direkte dårlig, men den har en hel del bugs, som “nogen” burde se på.

Problemet er, at bugfixing tager tid, og det har jeg ikke rigtig længere. Med et fuldtidsjob med programmering og nørding får jeg ligesom nok i løbet af dagen. Selvom jeg stadigvæk tilbringer en pæn sjat tid foran computeren efter arbejdstid, er det ikke vedligehold og videreudvikling af min hjemmeside, der står øverst på listen.

Konsekvensen er derfor, at jeg har valgt at skifte til en af førnævnte blogsystemer, som jeg svor jeg ikke skulle have noget med at gøre. Valget er, naturligvis fristes jeg til at sige, faldet på WordPress, som René jo bruger en god sjat af SIN tid på at oversætte og generelt set lobbye en del for. Jeg er blevet påvirket, indoktrineret, sat på plads.

De sidste par dage har jeg syslet lidt med at installere WordPress, finde et passende tema og konvertere min eksisterende database til WordPress, så jeg kan få alle mine gamle idiotier med mig videre. Det går egentlig ganske godt – delresultatet ser du her – og jeg forventer at skidtet kan være klar i løbet af nogle få dage. Nu skal vi tage med i betragtning, at der er kamp på Stadion onsdag aften og torsdag er 17. maj, så måske skal vi bare sige en uge først som sidst…

Jeg kommer dog ikke til at slippe udviklingen og den mere hardcore nørding fuldstændigt i forbindelse med bloggen, for jeg kan ikke helt acceptere at bruge andres design og temaer på min egen hjemmeside. Det mindste jeg kan gøre er da at sætte mit eget præg på den, så med tiden håber jeg, at jeg kan få flikket et smart og Web 2.0′ish design sammen, før Web 3.0 kommer…

Nine Inch Nails (NiN) har altså udgivet fire numre i multitrack-format til blandt andet GarageBand. For at drage en parallel, så svarer det lidt til, når nogen udgiver et program under en open source licens. Bandet har altså lagt råmateriale til din rådighed, og de opfordrer fans og interesserede til at downloade musikken og remixe/molestrere efter bedste evne.

Ikke nok med det, men der findes en officiel liste over remixes, som er blevet til på denne måde. Her kan man downloade (gratis og frit, naturligvis) MP3 filer, som er produceret af fans og bygget på det originale materiale fra NiN.

Hvorfor er det så, at NiN har fattet det? Jo, webkulturen bevæger sig allerede med syvmileskridt i en mere brugerorienteret retning. Det er vist det, de hippe og smarte kalder for Web 2.0. Når man involverer brugeren i sit indhold, får man gladere og mere tilfredse brugere – bare se på MySpace og YouTube. En anden faktor er, at det virker som om NiN har accepteret, at piratkopiering af deres musik vil forekomme uanset hvor mange irritationsmomenter, der lægges på. Nok udgiver de en CD i godt gammeldags plastic, men samtidg lægger de skidtet på nettet til fri afbenyttelse. De involverer fansene i en langt højere grad end man ellers har gjort før.

Kudos til NiN for at trodse pladebranchens mangel på hjerne og gøre sin musik mere attraktiv. Jeg tror de bliver glade for det i længden.

Og så er Apple og Apple kommet til enighed om en masse ting, og det er jo godt. Det tog jo også bare en halv generations tid. Nu kan det være vi endelig ser The Beatles i iTunes?