Tag-arkiv: whisky

Ferie i Norge: hvad med alkohol?

Måske sidder du lige nu og planlægger en sommerferie i Norge, eller måske skal du snart derop på skiferie. Uanset hvad, stiller du dig sikkert spørgsmålet: hvad med alkohol i Norge? Det vil jeg gerne prøve at give nogle svar på her.

Men lad det være sagt: Alkohol er dyrt i Norge, og det er mere utilgængeligt end i Danmark.

Tilgængelighed

I Norge deles alkohol ind i to grupper: a) Op til og med 4,6% og b) det over 4,6%. Produkter i den første kategori kan man købe i almindelige supermarkeder (men ikke tankstationer og lignende!), og produkter med højere alkoholprocent skal købes i specielle butikker, som hedder Vinmonopolet.

Ikke nok med det, så er der også tidsmæssige begrænsninger for, hvornår man kan købe alkohol. I supermarkederne kan man købe alkohol i disse tidsrum:

  • Mandag til fredag: Fra åbningstid til kl 20.00.
  • Lørdag: Fra åbningstid til 18.00.
  • Søndag er der lukket (eller forbudt at sælge, hvis du skulle komme forbi en butik, som er åben).
Bemærk også, at selvom butikken holder åbent længere end disse tidspunkter, så har de ikke lov til at sælge efter ovennævnte lukketider. Det er ikke nok, at du har puttet varerne i indkøbskurven – du skal have købt og betalt varen før lukketid. Så vidt jeg ved, er kasseapparaterne tilmed spærret for alkoholholdige varer, så de ansatte kan ikke engang registrere dem efter lukketiden.

Vinmonopolets åbningstider varierer fra sted til sted, men de lukker som regel kl 17.00 eller 18.00 til hverdag og kl 15.00 om lørdagen. Her kan du søge på dit feriested og finde den nærmeste butik.

Priser

I supermarkederne kan man finde et bredt udvalg af øl samt nogle få andre alkoholdige varer. Dette varierer naturligvis med butikkernes størrelse, men enkelte butikker kan have et ganske udmærket udvalg af både norske og udenlandske øl. Øl findes i både 33cl og 50cl, og de koster 10-12 kr for 33cl og 18-20 kr per 50cl dåse.

I Vinmonopolets butikker kan man som regel finde et rigtig godt udvalg (på grænsen til enormt i de store byer), og de ansatte er meget dygtige til at hjælpe med at vælge rigtig vin til maden osv. De “billige” ting er ret dyre; specialøl kan nemt koste det dobbelte af, hvad de koster i Danmark, og for en flaske vodka på 70cl skal man forvente at betale omtrent 300 kr. Dyrere varer som skotsk whisky eller en god cognac er ikke specielt meget dyrere end i Danmark. Faktisk kan man være heldig at gøre en god handel, men så snakker vi alligevel vin i tusindkronersklassen.

Og så har Vinmonopolet en ret god hjemmeside, som også kan bruges som opslagsværk, selvom man ikke har tænkt sig at handle der.

Tag med hjemmefra

Med disse priser tænker du nok, at det er bedre at tage med hjemmefra, og det er det sikkert også. Du skal bare være opmærksom på, at du ikke kan tage ret meget med – slet ikke nok til en uges forbrug, hvis du er bare lidt festligt anlagt. Reglerne for indførsel af alkohol til Norge er:

  • 1 liter sprit
  • 2 flasker vin (1,5 liter)
  • 6 øl (2 liter)

De store ting kan “veksles” nedad. Det vil sige, at du kan bytte spritflasken ud med to flasker vin eller seks øl. Altså kan du, istedet for ovenstående, medbringe enten fire flasker vin (3 liter) og seks øl eller bare 15 øl (5 liter). Det er ikke meget, hva? Du kan nærlæse reglerne for indførsel af alkohol til Norge her.

God tur!