fiskeben.dk


Meninger med mening

Indlæg mærket med Windows

En berusende snak om serveradministration

Jeg faldt i snak med en fyr til en 30-års fødselsdag i lørdags. Han arbejder som UNIX-administrator et sted inde i Bergen, og vi fik os en ganske fin snak om nogle af nørdeverdenens store spørgsmål til trods for, at både aftenen og promillen var nok så fremskreden. Eller måske netop på grund af det.

Anyway, vi kunne jo nemt blive enige om, at Linux er fedt, og Windows er yt, og det gjorde vi da også. Men ham fyren havde alligevel nogle ret gode pointer, som jeg nok har været klar over men aldrig grebet – til trods for, at de har ligget lige under næsen på mig.

Linux (som for nemhedens skyld bruges som en fællesbetegnelse for alt UNIX-relateret – fyfy!) ER nemlig bedst. Grunden til dette er nemlig, at man i Linux har en meget større grad af frihed. Hvorfor nu det? Jo, både Linux og Windows har en række værktøjer, som administratoren har til rådighed, men den store forskel er i, hvordan de anvendes. Anvendelsen af værktøjerne er bare så meget bedre i Linux end på Windows.

Et eksempel forklarer dette bedre end noget andet. Mit kendskab til Windows Server er noget rustent (det er trods alt fire år siden sidst, jeg har rørt ved en), så Windows-delen af eksemplet er sikkert ikke 100% korrekt.

Vi antager, at en webserver skal genstartes (servicen, ikke hele maskinen). På Windows gør man noget i stil med dette: Åbner kontrolpanelet, scoller sig frem til Services-programmet, åbner det, finder frem til webserver-tjenesten, markerer den, trykker på stop/start-ikonet.

På en Linux-maskine skriver man een kommando, som er noget i stil med “/etc/init.d/apache restart”.

Eksemplet antyder forhåbentlig, at man skal bruge en del flere kræfter i Windows på at gøre den samme ting, som kan gøres med en bette kommando i Linux.

Skal jeg tage tråden videre, så ligger den store forskel nemlig i kommandolinjen. Windows GUI-er sig selv ihjel og gør alle programmer til egenrådige små enheder, som ikke kan arbejde særligt godt sammen med andre.  Der skal en skov af museklik til, før man kan få gjort noget som helst, og serveradministration med GUI er et klasseeksempel på, at ting ikke bliver lettere, bare fordi man smider knapper og tekstfelter ovenpå.

Linux består også af mange små programmer, men ved hjælp af noget så enkelt som piping og shell-scripting kan man kombinere programmerne til at løse den opgave, som man er i gang med. Det svarer lidt til, at en tømrer kunne kombinere en hammer og en tommestok og få et nyt værktøj, som løser lige nøjagtigt den opgave, han er i gang med.

På universitetet havde jeg en underviser, der spåede Linux’s undergang og Windows servernes triumf, fordi folk synes livet er for kort til kommandolinjen. Jeg syntes dengang, at han var vældig overbevisende, men i dag ved jeg, at han tager så grueligt fejl.

22

apr

6

Windows Vits-a

Den første patch (eller service pack, om man vil) til Windows Vista så dagens lys for ganske nylig, og der gik ikke lang tid, før de første negative reaktioner begyndte at tikke ind, og brugere fjernede opdateringen (eller neddaterede?) igen.

Windows Vista får mig faktisk til at le. Det er da god humor, at man udgiver en patch, som brugerne afinstallerer igen, fordi den kun gør tingene værre. Der er endda de, somgår helt væk fra Vista og tilbage til Windows XP.

Men hvorfor er det lige, at Vista er sådan et dårligt produkt? Windows XP er efterhånden et gennemprøvet system, og det virker i det mindste* men alligevel formår Microsoft fremstille en ny og dårligere version. For bedre at skjule dårligdommene har de tilføjet en masse fancy grafik og sager (som i sig selv er noget ressourceædende bras) i håb om at fjerne fokus fra lorten. Det er faktisk lidt som at sminke en gris.

Det er oplagt at tolke Microsofts strategi som et forsøg på at hamle op med Apple. Apple frigiver jævnligt en ny udgave af Mac OS X (planen er vist hvert andet år), og i mellemtiden kommer der gerne 10-15 patches. Microsoft SIGER, at de har et nyt operativsystem i støbeskeen, men de skubber datoen frem utallige gange, før det endelig frigives. Produktiviteten er til at tage at føle på.

Jeg forstår heller ikke Microsofts måde at udgive Windows og service packs på. Hvorfor kan de ikke komme med alle sprogversioner samtidigt? Hvorfor skal de have 117 forskellige versioner og priser på deres produkter? Apple har een version og nye version og patches kommer på alle sprog samtidigt.

Microsoft er som en tyk dreng med ADHD, der gerne vil være med til alt; stort og tungt, og de formår ikke altid at se sine egne begrænsninger. De er nødt til at revidere den underlige og uopnåelige strategi, som de følger for tiden, og begynde at udvikle selv istedet for at abe efter de andre. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke har holdt mere fast i Windows XP, som i dag fremhæves som et bedre alternativ til Vista, og videreudviklet XP i sin egen ånd istedet for at pøse på med underlige sikkerhedstiltag og GUI-sminke. Det er lidt for åbenlyst, at de nye “features” i Vista kun er et forsøg på at indhente de andre.

Men men… man kan ikke lære en gammel hund nye tricks. Microsoft har altid levet på at lave det samme, som alle de andre gør, men før i tiden gjorde de det som regel mindst lige så godt som originalen. I dag gør de det bare meget dårligere, end dem de kopierer fra. Desuden holder de krampagtigt fast i fortiden og bagudkompabiliteten men til ingen verdens nytte. Visk dog tavlen ren, folkens, og indse, at udviklingen styrer jer – ikke omvendt.

Når jeg ser på Vista, priser jeg mig lykkelig for, at jeg har lagt Windows-verdenen bag mig.

*) Med “virker” menes, at det kan køre – ikke at det er super duper brugervenligt og smart.

27

mar

0

Vista mig her og Vista mig der

Så oprandt dagen, hvor Microsofts nye flagskib, Vista, blev søsat. De kommende måneder vil vise, om skuden er bæredygtig, eller om den støder på et isbjerg. Pressen giver Vista en blandet modtagelse; blandt andet skriver Version2.dk lidt fesent om fem gode og fem dårlige ting ved systemet, mens Business.dk rapporterer om eksperter, der ligefrem råder folk til at droppe Vista og satse på Linux istedet. Egentlig er jeg meget enig i den udtalelse, fordi for en brøkdel af prisen på Vista får man et fuldt dueligt styresystem med officepakke, kommunikationsværktøjer, billedbehandlingsværktøj og mange andre kompetente programmer, og indpakningen kan også være ganske blæret, selvom Vistas selvfølgelig nok er noget mere strømlinet. Vista i den aller mest fulde version koster over 4.000 kroner og det er ikke medregnet nogen officepakke.

Den mest positive artikel, jeg stødte på, handler faktisk om et par Apple-fans, der synes Vista kører imponerende godt på en Mac – bedre end Mac OS X gør.

Jeg glæder mig nu bare til Mac OS X Leopard kommer, så vi får at se, hvor langt bagefter Microsoft egentlig er (jeg KAN bare ikke dy mig!).

30

jan

2

Pladeselskab opgiver kopibeskyttelse

Som det første pladeselskab i norden opgiver pladeselskabet Bonnier Amigo DRM kopibeskyttelsen på sine musikfiler og vil snart begynde at sælge i almindeligt MP3 format. Godt for brugervenligheden, men det er synd de ikke har verdens mest interessante artister i stalden. Heldigvis er andre pladeselskaber begyndt at tænke sig om, så dette er bestemt noget at holde øje med i fremtiden.

Google Bombing var hot engang men nu har algoritmeprogrammørerne lukket for det varme vand. Wired mindes den første gang. Kender du ikke til fænomenet, kan du læse om det på Wikipedia, men vær opmærksom på, at artiklen er fejlagtig (læs hvorfor hos Wired).

Og så synes jeg godt Digg.dk kunne få lidt mere opmærksomhed og aktivitet. Specielt fordi der ikke er sket meget, siden jeg postede min artikel om Windows Vista vs. OS X. Vista, som den norske avis VG i samarbejde med Microsoft ubevidst har været så venlige at demonstrere på en iMac.

Apropos Digg.dk – er der nogen som kender til danske udgaver af denne type services?

27

jan

0