fiskeben.dk

Wired har en fin artikel om Androids tilbliven, hvor specielt lanceringen af den første telefon, Droid, viser reklamens magt:

But that optimism faded a few months later, in the spring of 2009, when the first prototype arrived in the Android offices. To Rubin’s eyes, they looked nothing like the designs Jha had presented. Indeed, they were hideous. Yes, there is always a gap between a manufacturer’s sketches and the eventual prototype, but Rubin and his team had so much faith in Jha that they expected him to deliver a phone much closer to the one he had pitched. Despair set in. “It looked like a weapon. It was so sharp and jagged and full of hard lines. It looked like you could cut yourself on the edges,” says someone who saw the prototype. “We were really concerned. There were a lot of conversations where we asked, ‘Is this really the device we want to do? Should we try to talk Motorola out of it?’”

Man havde ikke råd til at udsætte premieren mere så et ungt reklamebureau fik en uge til at finde på noget. Resten er historie (og ren Mad Men!).

I (stærk?) kontrast til mit forrige indlæg, hvor jeg efterlyser lidt nytænkning i udviklingen af det elektroniske blad/avis, vil jeg gerne fremhæve en artikel fra den anden grøft; bloggen som blad (eller the Death of the Boring Blog Post). Her efterlyses mere innovation i blogs; hvorfor skal blogindlæg være så kedelige og hvorfor ikke gøre dem mere blad-agtige?

Det er meget interessant læsning, og jeg håber vi kommer til at se flere blogs som skrives på denne måde. Jeg fik næsten følelsen af at sidde med en udgave af WiRED eller lignende, når jeg læste artiklen.

Bagsiden af medaljen er dog, at det bryder lidt med hele blog-ideen. Blogs er hvermandseje så alle og enhver kan publicere noget til web. Her er den en stor fordel med et strømlinet design, hvor man bare kan putte sin tekst ind i midten. Skal man lave mere fancy blogindlæg som dem i artiklen, er der ingen vej udenom. Man er nødt til at skrive HTML og CSS selv for at få den form man vil have. Glem alt om WYSIWYG (indtil videre).

Samtidig bryder konceptet lidt med min personlige mantra, nemlig at separere form og indhold. I artiklen nævnes en designer som faktisk går så langt som at bruge inline CSS – noget som får mig til at slå korsets tegn.

Sidst men ikke mindst sætter denne ide også en begrænsning på produktiviteten, i hvert fald hvad antal blogindlæg angår. Når det tager timer eller ligefrem dage at designe et indlæg, bliver det ikke til alverden man kan få ud.

Lad det være sagt: jeg er i mit livs mest elendige kondition.

Siden jeg blev færdig i militæret for ti år siden har min kondition langsomt men sikkert dalet til et lavere og lavere niveau (og den var ikke engang noget at prale af dengang). Nu skal det være slut. Jeg skal begynde med mere regelmæssig og krævende træning og komme i bedre form.

Motivationen, udover den tiltagende halvkugle på maveregionen, er en artikel i sidste nummer af WiRED. Artiklen kan sikkert mest ses som en reklame for Nikes og Apples lovechild, Nike+, men man kan også vælge at læse den som en informativ artikel om det at gøre løbetræning interessant, at effektivisere sin træning og at se fremgang med den.

Jeg blev meget inspireret af denne artikel. Som erklæret fan af alt som kommer ud af 1 Infinite Loop, Cupertino, Californien, lød dette som den perfekte løsning for mig; at kombinere iPoden med fysisk træning og få en masse data ud af det. Egentlig var jeg parat til at smide penge på bordet for både Nike+ dims og et par kompatible Nike løbesko, men jeg kunne ikke blive 100% klog på, om skidtet ville virke med min iPhone (eller min gamle femtegenerations iPod). iPod nano og iPod touch ser ud til at være de eneste alternativer. Nok er jeg fan, men ikke nok til at købe en iPod nano bare for dette. Ganske nedslående.

Ind kommer istedet RunKeeper, som egentlig er meget federe end Nike+ og meget billigere, hvis man har en iPhone i forvejen. Programmet benytter telefonens GPS og gemmer ruten man løber, som sendes til ens profil på runkeeper.com efter endt tur. Her kan man se alverdens info om sine ture; distance, fart (på ethvert givet tidspunkt, naturligvis), højdeforskelle osv. I bedste web 2.0-ånd kan ruter deles med andre og embeddes på sin blog eller hvor man skulle få lyst til at blære sig med sine præstationer.

Jeg kan varmt anbefale RunKeeper men jeg kan endnu mere anbefale dig at sætte tal på dit liv: på med løbeskoene og få lagret nogle data om hvad du kan og ikke mindst dine forbedringer! Det er ganske motiverende og så er det jo sundt.

Jeg håber at jeg kan holde motivationen ved lige. Om jeg klarer det i lige så høj grad som Rick Law fra artiklen, som i løbet af et år gik fra sofaslave til maratonløber bare på grund af glæden ved at måle sine præstationer, ved jeg ikke, men lad da i det mindste dette blogindlæg fungere som en ekstra grund til at gøre noget ved sagen.

Foto: Jamison @ flickr

Jeg synes der er alt for meget tudefjæs i visse dele af “industrien” for tiden. Her snakker jeg om film- og musikbranchen, som senest har udmærket sig ved at sagsøge The Pirate Bay og ikke vide hvad de snakker om, når det kommer til stykket.

WiRED har en lille artikel om, at selvom spil som Guitar Hero er reelle monstersucceser – også for musikindustrien – så hader de dem alligevel. Grunden? De får ganske enkelt ikke nok penge i kassen. Grådighed, med andre ord.

Problemet er, at disse dinosaurindustrier, som i mange årtier gradvist har kunnet malke flere og flere penge ud af publikum, pludselig ikke kan styre markedet længere. Før i tiden kom ændringerne i markedet enkeltvis, og med god tid til at få kontrol havde man lidt at frygte. På de sidste ti år har verden overhalet musikindustrien: den teknologiske udvikling er eksploderet og der kommer nyt på gaden hurtigere end du kan sige “download” – produkter du aldrig havde drømt om. Den eneste rationelle reaktion til frygt er at slå tilbage, og det gør musikindustrien ved at sagsøge eller hade alle som står for innovation og ændringer.

Dette er en kamp, som musikindustrien ikke kommer til at vinde. Måske vinder de over The Pirate Bay, måske ikke. Vinder de, så gør det ingen forskel, for der kommer bare et nyt alternativ og tager over hvor det gamle slap.

Musikindustrien burde istedet omfavne den teknologiske udvikling og lære at udnytte den. En nær-nul-udgiftsløsning til distribution er dumpet ned i skødet på dem, men istedet for faktisk at bruge den til at tjene penge, prøver de at kvæle den med magt. Med de nye teknologier er markedet eksploderet med et væld af alternative indtjeningsmuligheder. Det er ikke musikken, der er central længere, men derimod helhedsoplevelsen. Udover at høre på musikken (hvor som helst og når som helst, selvfølgelig) vil vi også spille den selv, dele den med andre, opleve koncerten, bruge den i sammensmeltninger med andre medier, gå med t-shirten og 117 andre ting. Musikindustrien tør ikke lade det ske, fordi de er bange for at gå glip af profit. En profit som er i færd med at forsvinde. De kommer til at gå glip af den profit, hvad end de vil det eller ej, og det er op til dem selv at finde ud af, hvor pengene ellers ligger.

Et par eksempler

Aerosmith har ifølge WiREDs artikel tjent mere på at licensere musik til Guitar Hero end på nogen plade de har udgivet. Det siger lidt om, hvor store summer der er tale om, og hvor lidt der faktisk skal til.

Musikeren John Wesley Harding sælger et mere raffineret produkt end bare det klassiske album; Udover album, liveoptagelse, t-shirts etc. kan man også købe en privat live optræden formedelst 5.000 dollars. Han kommer gerne hjem i din stue og giver et nummer.

Trommeslageren Josh Freese (A Perfect Circle, Nine Inch Nails) sælger med sit nyeste album det produkt som kun han kan sælge: sig selv. Musikken koster det den koster og han er nok ret ligeglad med, om du giver en kopi til din ven, men han har mange andre produkter på lager. For eksempel kan du for 50 dollars få albummet, DVD (download) og … en telefonsamtale med Josh. Det er bare starten på en lang række af mere eller mindre obskure produkter, hvor manden tager aktivt del i det hele på en måde som gør, at piratkopiering bliver et non-issue (lige indtil kloning af mennesker bliver mainstream, men den tid den sorg).

I den sidste ende handler det ikke om piratkopiering (jeg hader det ord – pirater er folk med klap for øjet som sejler rundt og angriber skibe). Det handler om en industri som er i gang med at begrave sig selv levende, hvis ikke de vågner og ser realiteterne i øjnene. Jeg håber næsten, at de ikke gør det før det er for sent, for det vil nok revolutionere musikindustrien allermest.