Ih, en Pod

Endelig kan jeg være lidt med på vognen igen, gadget-wise. Efter mange måneders væven, er jeg blevet begavet med en iPod i størrelse 30 GB. Det er slut med at blive set skævt til på bussen og i gaderne, for nu kan også jeg gå rundt med hvide ledninger hængende ud af ørerne.

Der er faktisk en god historie bag. Jeg har i månedsvis gået og sukket efter at købe en iPod. Jeg har mange gange været meget tæt på; jeg har besluttet mig for at købe, gået ind i butikken og alligevel fortrudt i aller sidste øjeblik. Jeg har lagt iPods i indkøbskurven på Apple Store og alligevel ikke sendt bestillingen. I går var en lang dag. Efter arbejde skulle jeg først hjem for derefter at tage til byen for at gå til fodboldkamp (heia Brann!). Lillianne var i løbet af dagen blevet kaldt på arbejde, og det ødelagde lidt min plan om at køre med svigerfar til kamp. Det betød nemlig, at Lillianne skulle hentes efter kampen, og da der ikke var plads i bilen, måtte jeg køre alene derind, så hun kunne komme med mig hjem. Bergen er ikke nogen underholdende by at køre i, når Brann spiller hjemme, så jeg gruede mig en del for det. Jeg kørte hjemmefra i god tid for at slippe for at lede efter parkering (som er meget intermistisk i området omkring Stadion), og det gik da også ganske fint. Problemet kom først, da jeg skulle ud igen efter kampen. Trafikken gik fuldstændig i stå, og det tog mig tre kvarter at køre 300 meter. Hurra.

Da vi endelig kom hjem og skulle have noget at spise, siger Lillianne til mig, at jeg skal hente noget i hendes håndtaske. Hvad ligger der i den? En iPod! Stor var glæden selvfølgelig, men hun blev sikkert lidt lettet over at slippe for at høre mere på mig og mine intentioner om at anskaffe mig en iPod. Nu kan hun så høre om, hvor lækker den er i stedet for.

For den er lækker. iPods er virkelig en fryd for øjet. Designet er ganske enkelt bare så godt. Funktionelt er den meget behagelig at håndtere. Scrollhjulet virker godt og gør navigationen enkel og nem. Derudover virker den helt fantastisk sammen med en Mac. Installationen bliver ikke lettere; koble kablet til og trykke på et par knapper. iPoden finder selv ud af, at iPhoto også er på maskinen, så jeg har fået al min musik og alle mine billeder på, og der er stadigvæk 13 GB ledig plads på disken.

Det var så førstehåndsindtrykket. Spørgsmålet er så, hvordan det ser ud længere ude i fremtiden. Og om der kommer en ny iPod inden så længe :-(