Om aviser og deres holdning til blogs

Foto: Laughing Squid @ flickr

Foto: Laughing Squid @ flickr

Er aviserne bange for blogs? Tør de ikke tage mediet til sig fuldt ud, eller har de bare ikke forstået hvordan det fungerer? Det er i hvert fald det indtryk jeg sidder tilbage med efter at have læst et blogindlæg (ironisk nok) fra Læsernes Redaktør på Politiken, Henrik Kaufholz, hvor han får danset udenom grøden og kommer frem til, at nok er der plads til blogs i nyhedsbilledet, men de skal holdes i kort snor og de kan ikke bruges til rigtig nyhedsformidling. Dertil er de for ryggesløse og mangler etiske og juridiske regler.

Det vil jeg gerne kommentere lidt på, for jeg er ikke 100% enig. Det virker som om man ikke ser på bloggen fra den rigtige vinkel.

Et eksempel:

På blogs ytrer deltagerne sig traditionelt langt mere frit og baserer sig gerne på rygter. Nogle blogs tillader endda anonyme indlæg, så ingen læsere kan se, hvem der udbreder for eksempel injurier.

Og:

Problemet er de udokumenterede antydninger og den manglende kildekritik.

Ja, men derfor er det alligevel tilladt at lave research og baggrundsarbejde. At der er mange anonyme blogs derude er ligegyldigt, for de er sjældent særligt interessante alligevel. Og selvom folk ikke efterlader fuldt navn og adresse (som man skal på Politikens blogs … herregud!), så har de som regel en e-mail adresse og/eller en hjemmeside, som er udmærkede værktøjer til at opspore personen bag. På den måde kan man få en mere officiel udtalelse fra personen, som gælder lige så godt som hvis man havde fundet hende via andre kanaler. Jeg ved det, for jeg har selv prøvet det (og hatten af til Computerworld for at bruge en blog som nyhedskilde).

Jeg forstår ikke, hvorfor blogs er så farlige som nyhedskilder. En journalist tager vel heller ikke alle andre kilder for gode varer uden at undersøge sagen dybere, gør han vel? Eller er oplysninger og information automatisk ødelagt og fejlagtig med det samme de kommer på internettet?

Blogskribenter kan også lave research og baggrundsarbejde. Se bare på netop dette indlæg. Tydelige citater og links til kilden. Hvorfor er det dårligere eller mindre værd bare fordi der ikke står “Journalisthøjskolen” på mit CV? Med links (som danske medier dog ikke synes så godt om) kan man faktisk bore sig længere ned i sagen og selv gøre yderligere arbejde for at finde de nødvendige oplysninger der skal til, før det kan blive godt nok til at blive kaldt “nyheder”.

Det største problem, som også pointeres af Kaufholz, er at der indtil videre findes relativt få danske blogs med fingeren på pulsen. Sagen om Dorte Toft og IT Factory er stadigvæk et enestående tilfælde (men et enestående enestående tilfælde!), men jeg er sikker på, at specielt it-relaterede nyhedsmedier og lokalt orienterede medier kan nyde rigtig godt af blogs i fremtiden. Antallet af uafhængige og mere dedikerede nyhedsblogs, hvor folk lever af at researche og skrive, vil komme til at stige, men vi kommer nok ikke til at se en blog fange danske politikere eller erhvervstopper med fingrene i kagedåsen lige med det samme (eller gør vi?).

Medierne (eller måske kun Politiken) vil så gerne styre bloggerne med deres nyhedsregime. Som sagt får man ikke sine kommentarer på en Politiken-blog uden fuldt navn og adresse. Det skal nok få folk til at stå i kø. Bevares, det er jo ikke fordi jeg spontant bryder i brand, fordi jeg skal oplyse om min bopæl, men omvendt så giver det et indtryk af, at Thøger personligt kommer og sætter sig på dig, hvis du skriver noget, som ikke er pænt. Hvor er friheden og åbenheden? Kommentarerne er ikke en del af artiklen men ment som en mulighed for læserne til at komme med spørgsmål, uddybende kommentarer (til gavn for andre læsere) og meget andet. Selvfølgelig er der brodne kar som vil lave ballade, men der hersker også en (selv-) justits blandt bloggere, som giver disse typer svar på tiltale. Og så er det også tilladt at slette unødvendige kommentarer.

Så kære medier, vær ikke så bange for blogs. De er ikke så anonyme og farlige, som I går og tror, og med lidt sund fornuft og måske en uddannelse som journalist tror jeg man kommer til at kunne finde flere og flere guldkorn der i fremtiden.

Kommentarer og synspunkter er velkomne – også de anonyme.