Revelation Space

Kan du lide science fiction? Er du til storladne space operas med nedfrysning af mennesker, rejser nær lysets hastighed, nanoteknologi i hjernen og generelt bare helt ufattelige teknologier? Så tror jeg Revelation Space serien er noget for dig!

Serien er skrevet af den walisiske forfatter Alastair Reynolds. Han er tidligere astronom som arbejdede ved ESA og skrev science fiction-noveller i sin fritid. Efterhånden syntes han bedst om skriveriet og blev fuldtidsforfatter.

For nogle år siden foreslog en kammerat, at jeg skulle prøve at læse nogle af Alastair Reynolds’ bøger. Godtroende som jeg er, købte jeg nogle af dem (Chasm City, Revelation Space, Redemption Ark og Absolution Gap). Det har jeg ikke fortrudt. Tvært imod.

Revelation Space er en serie på tre bøger, der foregår i det som er blevet kendt som Revelation Space universet (flere bøger udenfor serien foregår også i samme univers). Vi er nogle hundrede år ude i fremtiden, hvor vi følger efterkommerne af flere kuld med mennesker som kolonialiserede rummet. De har segmenteret sig i forskellige grupper alt efter overbevisning, og de lever med de spændinger som er opstået i kølvandet på flere begivenheder i forbindelse med kolonialiseringen. En arkæolog opdager at en gammel civilisation blev udslettet med brutal kraft, samtidig som de begyndte at bevæge sig udenfor sit solsystem, og gamle kræfter vækkes til live. Fra flere kanter begynder interesser at gøre sig gældende og hele menneskehedens eksistens trues nu af de mystiske Inhibitors som angriber med en styrke som er udenfor menneskets fatteevne.

Alastair Reynolds er en gudsbenådet sci-fi forfatter. Han har den nødvendige sans for en god historie med gode plot, cliffhangers osv., men det som gør ham til en god sci-fi forfatter er hans evne til at finde på og beskrive fremtidens teknologier. Det gør han så overbevisende, at jeg nu går og har en lille tro på at fremtiden faktisk vil udvikle sig i den retning, han beskriver. Måden han beskriver Conjoiner-klanens fælles hive-mind, som er resultatet af hundreder af år med dedikeret og skruppelløs forskning indenfor nanoteknologi, er aldeles fabelagtig. Det samme gælder de kilometerlange stjernekrydsere, de voldsomme kampe i rummet og de ufattelige Inhibitors.

Bøgerne er nogle ordentlige moppedrenge, men der skal også være plads til al informationen om universet og de forskellige grupperingers træk. Det bliver sjældent kedeligt at læse, fordi beskrivelserne af teknologier og personer er så maleriske og spændende, at man sluger det råt. Samtidig hænger historierne sammen på kryds og tværs, så hvis man er til krydsreferencer er disse bøger bare sagen.

Der er så ufattelig meget at komme efter i Revelation Space, at jeg kan ikke remse det hele op her. Bøgerne får min varmeste anbefaling, men det er nok en forudsætning at du er til storladne beskrivelser af teknologi, mystik og fremmede trusler. Skulle du være interesseret, foreslår jeg, at du starter med enten Revelation Space (første bog i serien) eller Chasm City (forløber til serien, som bl.a. handler om kolonialiseringen).