De billige køb & salg sider

Det slog mig pludselig; hvorfor er det, at alle køb & salg sider på nettet er så lidt pæne at se på? Det virker som om, der ikke findes een hjerne med et center for sans for godt design OG et center for køb & salg. Hvis man ser sig lidt omkring på nettet, så er der en underlig tendens til, at køb & salg sider ser ud som om de er lavet med venstre hånd i 1995.

Lad mig give dig et par eksempler:

eBay

eBay er måske ikke ligefrem grim, men når man graver sig nedover i indholdet, så åbenbarer der sig et generelt rod af informationer, billeder, nedtællinger, forskellige priser osv. Ikke specielt indbydende eller brugervenligt for novicer, men for den erfarne eBay-handlende er det muligvis meget effektivt.

Craigslist

Craigslist blev opfundet som et online alternativ til avisannoncer i USA og blev designet med disse i baghovedet. “Designet” er måske så meget sagt, for Craigslist er kendt for sit notirisk dårlige design og ejerens uvilje mod at gøre noget ved det. Det er så dårligt, at det tilmed har været et emne i en egen artikel i Wired.

Finn.no

Den største (og velsagtens eneste) køb & salg side i Norge. Finn.no er så indgroet i normænds begreb om køb & salg, at det næsten er blevet et verb på samme måde som Google er blevet det for søgning. Det er her det sner, men atter engang har de ikke brugt mange kræfter på designet. Det er dog blevet bedre på det sidste, og informationerne er overskuelige og lette at finde. Det er bare ikke så pænt.

Kramkisten

Jeg er nødt til at tage Kramkisten med, siden jeg kender ejeren og ofte bliver spurgt om hints til forskellige HTML og CSS ting (samtaler der ofte ender med at jeg siger “du burde skrive det hele om fra bunden). Kramkisten er en del af SallingWeb, der som navnet antyder er en lokal portal for Salling og Skive-egnen. Også her er designet på ingen måde imponerende.

Men  hvorfor er de så succesfulde når de samtidig ikke ligefrem er noget smykke for øjet? Jeg ved det ikke, men skal jeg gætte, så tror jeg det kan være to ting:

1) Disse sites har rødder tilbage i WWWs barndom. For ikke at skræmme faste kunder væk, har man været nødt til at holde fast i det meste af det oprindelige design, der altså stammer fra en tid, hvor der ikke var noget  der hed webdesign.

2) Det billige look taler til folks kræmmer-gen og giver dem lyst til at gøre en god handel. Bliver det for shiny og smart, så får de en følelse af, at her må tegnebogen op af lommen for dette er ikke billigt.

Specielt den sidste grund tror jeg passer meget godt. De store køb & salg sider, som har succes, bør have råd til at hyre en person med sans for både usability og design og dermed få sat et site sammen som bare spiller. Men jeg tror at de rent faktisk spekulerer i at holde det lidt billigt og tarveligt, så brugerne får en følelse af, at her er det den lave pris som gælder. Det er lidt på samme måde som at Aldi har varerne på paller og sætter hele kasser ind på hylderne (har du forresten set DERES hjemmeside?).

Bevares, der findes også lidt pænere køb & salg sider som for eksempel Den Blå Avis, som velsagtens er den største af sin slags i Danmark. Der er stadig ikke snak om prisvindende webdesign, men det er trods alt mere tidssvarende og gør brug af farvelære og andre designteknikker.

Har jeg ret, eller hvad?