Ekstra Bladet vil på iPhone: Jeg må le

Det morer mig lidt, hvordan man på Ekstra Bladet er blevet pigesure over at Apple har afvist deres app til iPhone. “Ren censur” , “sætter sig ud over dansk lovgivning” og ikke mindst “historisk brud på en grundlovsfæstet dansk tradition om pressefrihed” kaldes det, fordi Apple ikke vil lade EB vise sin Side-9 pige plus alle de andre underlødigheder de disker op med.

Det morsomme ligger i, hvordan Apples platform er blevet en de-facto standard, som tydeligvis skal være allemandseje. Alle skal være med på vognen, selvom den måske ikke er den største. Hvorfor slås de ikke om at komme først med apps til f.eks. Googles Android platform?

Det er også morsomt, at EB ikke har undersøgt den licens, de trods alt må have accepteret for at få lov til at downloade SDKet. Selvom det lugter lidt af, at man fra centralt hold har lavet en app til EB, Politiken, JP og hvem der ellers også tilfældigvis lancerede en app på samme dag, så er der tydeligvis nogen som har sovet i timen. Eller også har de fået en tår over tørsten i kantinen. Uanset hvad, så er det ikke til at stikke under en stol, at Apples retningslinjer helt tydeligt siger, at blandt andet nøgenhed (i erotisk form, i hvert fald) ikke er tilladt. Dette har tilmed før været et varmt emne på så godt som alle it-relaterede nyhedssider (og sikkert også på EB selv) for et stykke tid siden, så at der ikke er nogen i pipelinen som har set den, forundrer mig. At de bliver sure over det, er bare grinagtigt.

Apple driver sin egen platform, og de definerer spillereglerne. Kan man ikke acceptere reglerne, så kan man lade være. At kalde det censur og tilsidesættelse af dansk lovgivning er noget vås, for der er ingen som tvinges til at have Apples produkter som eneste indgangsvinkel til nyhedsbilledet.

Sidst men ikke mindst, så forundrer det mig mest af alt, at EB mener der er plads til en EB-app. Hvem gider helt alvorligt at betale for at få EB (eller nogle af de andre aviser for den sags skyld) på sin iPhone? EB ved godt, at deres app har et meget smalt livsgrundlag, hvis de er nødt til at fjerne det, som størstedelen kommer efter: nøgne damer pakket ind i “nyheder”.

Og så har Søren Storm Hansen for iøvrigt skrevet en meget god artikel om, at EB med en iPhone app ikke bare skyder ved siden af  men i helt forkert retning.