Bekymrende udvikling vedr. piratkopiering

Filmselskabet Zentropa har i Tyskland større indtægter fra såkaldte “advarselsbreve,” som sendes til personer som mistænkes for at kopiere Zentropas film, end de har fra faktiske salg af biografbilletter og DVDer. Nu ønsker de, at samme ordning indføres i Danmark. Det synes jeg er en meget bekymrende udvikling, og jeg har derfor sendt følgende e-mail til kulturministeren.

Kære kulturminister,

Jeg har netop læst en artikel[1] i Politiken om, hvordan det danske filmselskab Zentropa har større indtægter fra såkaldte “advarselsbreve” end fra salg af billetter og DVDer mm på det tyske marked. I artiklen fremgår det også, at Zentropa ønsker og håber, at man i Danmark vil åbne for muligheden for at sende advarselsbreve, som i Tyskland, og at dette for tiden er oppe til vurdering i kulturministeriet.

Dette bekymrer mig meget. Såkaldte “advarselsbreve” kan også beskrives med et andet ord, nemlig “pengeafpresning.” Når Zentropas dyre advokater sender et brev til en antaget pirat med krav om erstatning og tilhørende trussel om dyr retssag, har vedkommende ikke mange valgmuligheder. Det er de færreste, der har ressourcer (tid, penge, overskud og nerver) til at tage en retssag, og de fleste vil sikkert vælge den nemme løsning.

Et andet ord, som dukker op, er “selvtægt.” Det bekymrer mig meget, at et privat firma skal drive selvtægt på denne måde udenom politi og domstole. Det er ikke den retsstat[2] jeg har lært om i skolen. Jeg vil næsten vove den påstand, at dette er grundlovsstridigt.

Sidst men ikke mindst bekymrer det mig meget, at private firmaer skal få mulighed til at have “advarselsbreve” som forretningsmodel. Når Zentropa siger, at de tjener flere penge på advarselsbreve end salg af sine produkter, kan man fristes til at sige, at det siger noget om kvaliteten på Zentropas produkter. Men når den første, tørre latter har lagt sig, står man med et indtryk af, at her er det lette penge at tjene. For lette, og på et meget forkert grundlag.

Jeg synes kulturministeren hellere skal se på mulighederne for at hjælpe kulturelle virksomheder som Zentropa med at tjene penge på sine egne produkter og på mere legal vis. En måde er, at man for eksempel lægger bedre til rette for distribution og salg via internet. Ofte er årsagen til piratkopiering ikke prisen men tilgængeligheden.

Jeg håber, at arbejdsgruppen og kulturministeren vil tage sig tid til at tænke over de problemstillinger, jeg har ridset op.

Bekymrede hilsner

Ricco Førgaard

[1] http://politiken.dk/kultur/film/ECE1152979/zentropa-tjener-stort-paa-at-skraemme-tyske-filmpirater/
[2] http://da.wikipedia.org/wiki/Retsstat

Opdatering 2. januar 2011: Søren Storm Hansen fra dSeneste.dk har skrevet to gode artikler om emnet, hvor han kommer med en række gode forslag til alternativer: Læs Filmbranchen skal bekæmpe pirateri med innovation, ikke advokater og Så hjælp mig. Hvad er løsningen på de titusindevis af ulovlige downloads der indtil nu har halveret indtægten af min DVD? Læs også komentarsporene, hvor producenten af Armadillo, Ronnie Fridthjof, kommer med sin side af sagen.