Vine

Forleden dukkede Vine op på radaren. Vine er kort fortalt det samme som Twitter eller Instagram for video og findes pt til iPhone og iPod touch. Jeg har testet appen et døgns tid og synes så godt om den, at jeg blev nødt til at dele det med resten af verdenen.

Det er ikke tilfældigt, at Vine kan kaldes Twitter for video, for Vine kommer nemlig fra Twitter.

At der skulle komme en app, som gør deling af video nemt og bekvemt har sikkert ligget lidt i kortene (og der er sikkert et par snese i App Store allerede), men jeg tror Vine er de første, som har knækket koden. Video giver nemlig nogle udfordringer til brugergrænsefladen og flowet, som man ikke har med tekst eller billeder. Hvordan redigerer man lettest? Hvad med lyd og musik? Format?

Vine har løst disse problemer på meget elegant vis, og det er der, jeg tror, Vine skiller sig ud fra mængden og kan blive “the Next Big Thing.” For det første kan du ikke filme mere end seks sekunder, og din film skal være mindst to (ca). For det andet, er brugergrænsefladen utrolig simpel men samtidig meget nyttig; hold fingeren på billedet, når du vil filme – slip når du vil stoppe. På den måde kan man filme små klip som automatisk sættes efter hinanden. Man kan tilmed lave stop motion film, hvis man formår at holde telefonen på samme sted mellem klippene. Dette kan vise sig at være ganske effektivt.

Bedst af alt, så har man fjernet muligheden for alt andet; ingen redigering, musik, efterbehandling af lyd osv. Alle disse begrænsninger lyder måske som ren nedtur, men det sætter nogle rammer, som man får lyst til at fylde helt ud – måske tilmed sprænge. Jeg oplever selv, at mine tanker begynder at rotere omkring appen; hvordan kan jeg lave en video her? Nøjagtig som vi har set det på Twitter og Instagram.

Men alt er ikke rosenrødt. Også nøjagtig som vi har set det med Twitter og Instagram, så ser Vine ikke ud til at have tænkt på, hvordan de skal tjene penge. Det betyder vel, at vi ser nogle dumme træk om 18 måneders tid, som får brugerne op i det røde felt.

Nyt sideprojekt: hvor meget er dagen tiltaget siden vintersolhverv?

Endnu et sideprojekt ser dagens lys. Med SidenSolhverv.dk kan du nu holde dig opdateret om, hvor meget dagen er blevet længere siden sidste vintersolhverv.

På denne tid af året synes jeg vinteren er på sit værste; det er mørkt, koldt og vådt, og tegnebogen er slunken efter en måned med juleextravaganza. En af mine små hobbyer er at følge med på, hvor mange flere minutters dagslys vi har. Et relativt håndgribeligt bevis på at dagene bliver længere har en behagelig effekt på vintermørket. Derfor fik jeg lyst til at lave SidenSolhverv.dk, som gør det nemt at få netop den information.

Hvad er vintersolhverv?

Vintersolhverv er årets korteste dag og falder som regel på 21. eller 22. december. Det er ved vintersolhverv, at Solen er på sit laveste på den nordlige halvkugle. Dette er på grund af, at Jorden hælder ca 23 grader i forhold til dens bane om Solen.

Teknologier og implementation

Siden er lavet i Ruby og serveres med Sinatra og thin. Det overrasker mig stadigvæk, hvor effektivt det er at arbejde med denne kombination.

Da jeg begyndte at researche til projektet opdagede jeg, at det med at beregne dagens længde faktisk ikke er nogen enkel sag. Man skal i princippet vide en masse om Solens placering, afstand til Jorden, dato, skudår og en masse mere. Jeg har ikke en chance til at vide alt det (specielt fordi jeg ønskede at siden selv skal finde ud af hvor brugeren er og vise relevante data), men jeg fandt en formel, som kan beregne dagens længde. Den behøver kun at vide en breddegrad og hvor mange dage der er gået siden vintersolhverv plus nogle få konstanter, og det er til at have med at gøre. Den er naturligvis ikke så nøjagtig som rigtige astronomiske beregninger, men resultatet er godt nok til dette formål.

Breddegraden har jeg valgt at finde automatisk. Den kan findes ved at lave et opslag på brugerens IP-adresse mod freegeoip.net. Samtidig får man også en del andre nyttige data såsom by og land. Jeg har valgt at gøre det på denne måde, fordi brugeren ikke skal belemres med at foretage valg samt bruge tid på en ekstra round trip til serveren. Samtidig holdes grænsesnittet rent og antallet af opmærksomhedskrævende elementer nede. Det har den ulempe, at hvis IP-opslaget ikke virker, så virker sitet heller ikke.

Datoen for vintersolhverv er heller ikke en enkel sag for en lægmand som mig. Her skal man også vide en masse om Solens dit og dat, så jeg endte simpelthen til sidst med at sakse en liste fra Wikipedia og hard code den ind. Mental note: husk at opdatere tabellerne i år 2020.

Videre udvikling

Jeg kommer nok ikke til at foretage mig mere på dette site. Hvis jeg gør, vil jeg muligvis åbne for at bruge andre metoder end opslag på IP-adressen til at finde sin lokation. Det vil åbne for, at brugere kan lege med at sammenligne forskellige steder eller undersøge, hvordan det er hjemme, mens man er på farten. Derudover kan det være jeg vil pakke koden, der beregner dagens længde og hvor meget den er tiltaget siden vintersolhverv, ind i en Ruby Gem og frigive den sammen med kildekoden.

Ikke mere snak: prøv selv på SidenSolhverv.dk.

Tre fototips alle iPhoneejere bør lære

Ni af ti gange jeg ser nogen tage billeder med en iPhone, gør de det ineffektivt. Derfor har jeg nedfældet disse tre tips, som alle iPhonefotografer bør lære en gang for alle.

1. Hold telefonen den rigtige vej

Når det kommer til fotografering og især video på iPhone, så glem alt om, at det er en telefon. Måden man holder en telefon er som regel altid den forkerte måde at holde et kamera. Så derfor: Hold telefonen på langs, på siden eller horisontalt eller hvad du vil kalde det.

For sagen er, at menneskers syn er indrettet sådan, at vi ser mere til siderne end op og ned. Derfor vil billeder, der er bredere end de er høje som regel virke bedre og mere naturlige for os. Tænk eksempelvis på fjernsynsskærme eller lærredet i biografen.

Som sagt gælder dette især for video…

2. Drop knappen på skærmen

Hold op med at trykke på udløserknappen på skærmen, når du tager billedet. Med iPhone 4 og nyere virker den øverste volumenknap også som udløser, når telefonen er i kameramodus.

Problemet med knappen på skærmen er, at der er alt for stor risiko for, at du skubber til telefonen, når du trykker. Det betyder, at dit billede bliver rystet og dermed uskarpt. Bruger du volumenknappen kan du lettere holde telefonen i ro.

Bonustip: Kobler du standardheadsettet til telefonen, kan du også bruge volumenknappen på headsettet til at tage billedet med. Tadaaa: fjernudløser! Tænk på det, næste gang du tager et billede af dig selv i spejlet.

3. Gå den direkte vej til kameraet

Når en iPhone har “tastaturlåsen” aktiveret, kan man faktisk starte kameraet lynhurtigt. Nederst til højre på låst-skærmen er der et lille kamerasymbol. Swipe op og kameraet dukker frem. Du slipper altså for at låse op og navigere til kameraikonet på din hjemmeskærn, næste gang poden bruger grødskålen som hat.

Lad os lave en aftale: Næste gang du ser nogen bruge kameraet på iPhone forkert, så henviser du til disse tips, så vi kan få udryddet disse sygdomme en gang for alle.

Sideprojekter

Eftersom tiden siden min forrige blogpost snart kan tælles i halve år, kan man godt blive foranlediget til at tro, at jeg ikke har tid til noget som helst. Det har jeg nok egentlig heller ikke, men på de sidste 14 dage har jeg faktisk klaret at spytte to små sideprojekter ud. De er hverken revolutionerende eller imponerende, men det føltes godt at følge dem til dørs. Her er de:

thingstodoandsee.in

Efter at have bevidnet det n’te tweet om “hvem kan anbefale nogle fede steder i by X” fik jeg ideen til dette site. Her har jeg samlet en række Google kort over storbyer (og Bornholm), så det i fremtiden er nemt at smide en URL tilbage i hovedet på dem, der mangler hjælp. Den vågne læser har nok regnet ud, at siden er lavet således, at adressen til kortet over for eksempel Berlin bliver til thingstodoandsee.in/berlin. Smart.

Kortene er lavet af kloge hoveder, der rejser meget og har god sans for kvalitet. Besøg siden for at finde ud af mere.

kanduanbefale.dk

Siden vi er ved anbefalingerne, så handler mit andet sideprojekt om lige nøjagtigt det. Ideen er utroligt simpel; Den søger på Twitter efter tweets med ordene “kan anbefale” og spørgsmålstegn og viser dem i kronologisk rækkefølge på en simpel side. Tanken er så, at folk i det barmhjertige hjørne kan besøge siden og hjælpe, der de kan og høste lidt god karma på det.