Tag-arkiv: 3D

3D-Bergen på Google Earth

Bergen by kommer snart som 3D model i Google Earth, siges det. I anledning af Digital Hverdag-messen, som foregår i Bergen i denne weekend, blev der præsenteret en video af det, som skal blive 3D-Bergen i Google Earth. Dermed bliver byen den første i Skandinavien, som får den ære.

Ved et hurtigt gennemsyn af videoen må jeg sige, at jeg glæder mig til at se resultatet. Det er på ingen måde svært at orientere sig – man føler sig ret hurtigt hjemme og genkender mange steder. Detaljegraden er noget imponerende; hvert et hus er repræsenteret, og de mere vigtige og genkendelige bygninger har fået skilte og dekorationer.

Desværre bor jeg ikke indenfor den tre-dimensionale grænse – faktisk er det meste af Askøy, hvor jeg bor, ikke engang fotograferet i noget der ligner en hæderlig opløsning.

Hvornår modellen bliver tilgængelig vides endnu ikke, men et gæt kunne være engang i løbet af foråret.

Hent 3D-programmet Bryce 5.5 gratis

Hvis du er lidt interesseret i 3D grafik og den slags, synes du muligvis, at det kunne være spændende nyt at høre, at Bryce 3D 5.5 er frigivet som helt og aldeles ganske gratis software – lige til at downloade. Jeg synes da selv, at 3D grafik er lidt interessant, så jeg humrede ekstra i skægget (som jeg ikke har), da jeg så, at det skam også er tilgængelig til Mac OS X.

I skrivende stund er jeg ved at installere skidtet og venter sådan set bare på en aktiveringsmail fra Bryce community sitet, så jeg kan komme ind og få mig en registreringsnøgle. Eftersom der er alt for få timer i døgnet, bliver det spændende at se, om jeg nogensinde kommer i gang med programmet. Men det er gratis…

Virtuel rundbarbering

Hvis du har et sæt hovedtelefoner indenfor rækkevidde, burde du tage dem på nu og kaste dig videre til David’s Weblog og lytte til lydfilen Virtual Barbershop. Hvis du stadig er her, vil jeg forklare lidt om, hvad det egentlig er.

Lydfilen, du kan høre, er optaget ved hjælp af et ganske enkelt princip, som kaldes binaural recording. Det går ud på, at man bygger en model af et menneskehoved, hvor man monterer mikrofoner i ørerne. Når man optager lyden og senere afspiller den med hovedtelefoner på, vil din egen hjerne fortolke lydene på samme måde, som hvis optagelsen rent faktisk foregik rundt om dig. Det betyder, at man på denne måde får en helt fantastisk surround-oplevelse med relativt enkle midler.

Så hvis du hænger på endnu, burde du se at komme videre og høre optagelsen.