Tag-arkiv: Firefox 4

Er der gået inflation i versionsnumre?

I går udkom Firefox 5 – kun lidt over to måneder siden 4′eren udkom. Til sammenligning udkom 1.0 i november 2004, og i mellemtiden er der løbet mange minor versions gennem den å.

Der er ingen tvivl om, at Mozilla er inspireret af Googles måde at versionere Chrome på. Chrome er i skrivende stund er i version 14, hvilket har taget ca to-et-halvt år siden Chrome 1.0. Hvad der er årsagen til inspirationen, skal jeg lade være usagt, men det har sikkert noget med image at gøre.

Når der på denne måde går inflation i versionsnumre, er det måske på tide at overveje, om ikke de har udspillet sin rolle. Interesserer de overhovedet den gennemsnitlige computerbruger, og hvilket signal sender de udover “her er der noget nyt”? Forskellen fra Firefox 4 til 5 kunne knapt nok udgøre en minor release i gamle dage, og det medvirker ikke ligefrem til øget interesse i den nye version.

Nye versioner skulle gerne få brugerne til at opdatere, men det gør de bare ikke. Der findes forskellige måder at få det gjort på – lige fra små tooltips, der med et forsigtigt kremt informerer brugeren om, at der er en ny version, til diverse in-your-face dialogbokse, der beder dig om at tage stilling til den nye version og de farer, det naturligvis medfører ikke at opdatere. Problemet er, at de altid kommer på det mest ubelejlige tidspunkt; når man åbner programmet for at bruge det. Man åbner aldrig et program, for at opdatere det. Derfor er den hurtige løsning at vifte meddelelsen væk med et løfte om, at opdatere senere. Ikke længe efter er man blind og til sidst komplet ligeglad.

Google har taget konsekvensen af dette og opdaterer Chrome i baggrunden og uden at gøre opmærksom på det. Det synes jeg er en god ide, så længe man kan gøre det uden at introducere kritiske bugs (forestil dig en bug i opdateringsværktøjet der gør programmet ude af stand til at opdatere…). Samtidig reklamerer Google ikke med versionsnumre. Det hedder ikke Chrome 14 men bare Chrome, og der er ikke noget, der hedder “du må have Chrome 14 for at kunne bruge denne regel i CSS3″ eller lignende. Chrome er Chrome og sådan er det.

Så Mozilla: Jeres nye versionsstrategi er varm luft. Få hellere jeres software til at opdatere på en mere fornuftig måde.