Tag-arkiv: Firefox

Er der gået inflation i versionsnumre?

I går udkom Firefox 5 – kun lidt over to måneder siden 4′eren udkom. Til sammenligning udkom 1.0 i november 2004, og i mellemtiden er der løbet mange minor versions gennem den å.

Der er ingen tvivl om, at Mozilla er inspireret af Googles måde at versionere Chrome på. Chrome er i skrivende stund er i version 14, hvilket har taget ca to-et-halvt år siden Chrome 1.0. Hvad der er årsagen til inspirationen, skal jeg lade være usagt, men det har sikkert noget med image at gøre.

Når der på denne måde går inflation i versionsnumre, er det måske på tide at overveje, om ikke de har udspillet sin rolle. Interesserer de overhovedet den gennemsnitlige computerbruger, og hvilket signal sender de udover “her er der noget nyt”? Forskellen fra Firefox 4 til 5 kunne knapt nok udgøre en minor release i gamle dage, og det medvirker ikke ligefrem til øget interesse i den nye version.

Nye versioner skulle gerne få brugerne til at opdatere, men det gør de bare ikke. Der findes forskellige måder at få det gjort på – lige fra små tooltips, der med et forsigtigt kremt informerer brugeren om, at der er en ny version, til diverse in-your-face dialogbokse, der beder dig om at tage stilling til den nye version og de farer, det naturligvis medfører ikke at opdatere. Problemet er, at de altid kommer på det mest ubelejlige tidspunkt; når man åbner programmet for at bruge det. Man åbner aldrig et program, for at opdatere det. Derfor er den hurtige løsning at vifte meddelelsen væk med et løfte om, at opdatere senere. Ikke længe efter er man blind og til sidst komplet ligeglad.

Google har taget konsekvensen af dette og opdaterer Chrome i baggrunden og uden at gøre opmærksom på det. Det synes jeg er en god ide, så længe man kan gøre det uden at introducere kritiske bugs (forestil dig en bug i opdateringsværktøjet der gør programmet ude af stand til at opdatere…). Samtidig reklamerer Google ikke med versionsnumre. Det hedder ikke Chrome 14 men bare Chrome, og der er ikke noget, der hedder “du må have Chrome 14 for at kunne bruge denne regel i CSS3″ eller lignende. Chrome er Chrome og sådan er det.

Så Mozilla: Jeres nye versionsstrategi er varm luft. Få hellere jeres software til at opdatere på en mere fornuftig måde.

En uge på Twitter

Shulmans market, on N at Union Street S.W., Washington, D.C. - fra Library of Congress

Shulman's market, on N at Union Street S.W., Washington, D.C. - fra Library of Congress

Der kan ske meget på en uge på Twitter, og den opmærksomme læser vil nok have opdaget, at der sker mere der end her. Er du  ikke opmærksom, kan du følge mig på Twitter, hvis du vil.

I ugens løb kom jeg forbi en god del links. For eksempel har blandt andre Library of Congress lagt en masse billeder ud som public domain og man har valgt Flickr som samarbejdspartner. Det er der kommet Flickr Commons ud af, som du burde tjekke ud.

I forbindelse med at det danske flyvevåben offentliggjorde sine UFO-rapporter snublede jeg over Skandinavisk UFO Informations hjemmeside. Den ligner noget som er lavet dengang X-Files var populært, og den virker ikke ligefrem troværdig. Men døm selv.

Monsterhunden. Et must see. Denne hund er alt andet end fotogen, men det ved dens ejere vist ikke.

På Boing Boing, som jeg netop har tilføjet mit RSS-læser (anbefales) læste jeg denne artikel om en fyr der har en samling af optagelser folk har lavet på deres PC og delt dem via Napster uden at være klar over det. Det er interessant læsning.

En morgen læste jeg denne artikel i Wired i bussen på vej til arbejde. Den handler om hvordan Barack Obama udnyttede internet i sin valgkamp og hvordan gammel og uddateret lovgivning kan forhindre ham i at fortsætte med det som præsident.

En kollega gjorde mig opmærksom på et fremragende nyt Firefox-plugin fra Yahoo til webudviklere. YSlow måler 13 forskellige kendte parametre, som kan sløve en hjemmeside, og leverer en rapport over resultatet. Det virker godt, og eventuelle problemer bliver forklaret i detaljer og med løsningsforslag.

Sidst men ikke mindst har jeg opdateret min egen 404-fejlside her på fiskeben.dk. Jeg synes selv den er OK (rent design og prøver at hjælpe), men kommentarer, ris og ros er meget velkomne.

Firefox 3-dag

Det er Firefox 3-dag nu (eller… først nat og så dag), så husk at hente Firefox 3 (og installere bagefter, naturellement!), så du kan hjælpe organisationen med at slå verdensrekorden for flest downloads på et døgn. Dét er hipt!

Jeg er bare lidt mellemfornøjet med, at udvidelserne ikke har fulgt med og været klar til den store dag. I hvert fald var det et fåtal af mine udvidelser, som (automatisk) kunne opdateres til en Firefox 3-kompatibel version, og specielt den livsvigtige Adblock Plus ville ikke være med. Derfor hentede jeg en udviklingsversion, og det kan du jo også gøre, hvis du er lige så reklamesky som mig.

Alfons mit Safari

Når man siger “Mac” må man også sige “Safari”.

Siden jeg skiftede til Mac, har jeg stædigt hold fast ved Firefox 2 som min foretrukne browser. Jeg syntes Safari-browseren var noget værre Lego som ikke kunne meget andet end at vise hjemmesider og gjorde det på en (for Apple ret overraskende) u-brugervenlig måde. Mit arbejde med en browser var på det tidspunkt blevet temmelig plugin-afhængigt (reklamefiltre, diverse webudvikler-plugins, konsol mm), og jeg kunne ganske enkelt ikke se et Firefox-løst liv for mig.

For nylig gik det op for mig, at Firefox faktisk er en elendig browser. Ikke fordi den viser siderne forkert eller ikke klarer at køre nødvendige JavaScripts, for det klarer den til UG+ med krølle og snabel-a. Nej, den er efterhånden blevet så utrolig langsom og sløv, at det gør mig frustreret. Jeg har tit hørt om, at håndteringen af hukommelsen i Firefox 2 skulle være kritisabel, men jeg har altid slået det hen som at “det sker ikke for mig, kun for de andre.” Det gik op for mig, at det også skete for mig.

Jeg har skiftet til Safari og opdaget, at den browser er lynende hurtig. Ly-nen-de! Og ved du hvad? Der findes også plugins til Safari. Heldigvis har nogen gidet at samle dem alle (eller i hvert fald de bedste/vigtigste) på hjemmesiden Pimp My Safari, og der er et par godbidder at tage af.

Her er, i tilfældig rækkefølge, et udpluk af plugins, som har gjort min hverdag lettere:

  • SafariSource: Hvis man skal vise en hjemmesides kildekode, er Safari ikke særlig god til at gøre det på en læsevenlig måde. Ergo, SafariSource.
  • DeliciousSafari: Få dine del.icio.us bogmærker ind i Safari (en fremragende måde at dele sine bogmærker på tværs af computere).
  • PithHelmet: Meget stærk reklamefiltrering samt filtrering af mange andre ting på mange niveauer.
Jeg ved ikke, om disse plugins også virker på Safari på Windows. Smid en kommentar, hvis du er WindowsSafarist, og du beslutter dig for at afprøve det.
Happy pimping!