Tag-arkiv: Google Reader

Kan Google undværes?

1. marts 2012 træder Googles nye brugerlicens i kraft. Kort fortalt slår Google licenserne for alle sine forskellige sites sammen til en fælles aftale. Det lyder jo umiddelbart fint, at vi som brugere kun skal forholde os til en aftale, men i praksis betyder det, at Googles tjenester nu får mulighed for at dele information om dig. Hvis du for eksempel begynder at sende mails i GMail om broccoli, kan YouTube se denne nye interesse og foreslå videoer om broccoli (et tænkt, og meget søgt eksempel).

Hvis man ikke synes om det, har man ikke meget andet at gøre, end at stoppe med at bruge Googles tjenester. Det store spørgsmål er: kan Google undværes?

Google har mange forskellige og meget nyttige tjenester, og når jeg tænker mig om, må jeg indrømme, at jeg er blevet ganske afhængig af dem. Størst er vel selve søgemaskinen, GMail og YouTube, men jeg er også en flittig bruger af Google Maps, Reader, Analytics, Adsense og Google+.

Søgemaskinen har hele tiden været Googles flagskib. Dens hyperminimalistiske design har været en fryd, og farten og resultaterne har i mere end ti år været nærmest fænomenale. På det sidste er det opstået en vis modstand mod Google.com; brugerne reagerer på, at Google er begyndt at klemme mere og mere nyt ind på forsiden, og andre er utilfredse med, at søgeresultaterne bliver for personlige. Til sidst er der den kedelige tendens med spam og “SEO” som forurener søgeresultaterne. Alternativer som Bing og DuckDuckGo er derfor begyndt at se dagens lys, og hvis man ikke er for kræsen, kan de godt erstatte Google som søgemaskine.

GMail er det værre med. De to største forcer ved GMail er søgefunktionen (det ER jo Google) og spamfiltret. De omtrent 5 år jeg har ladet Google opbevare mine mails har jeg måttet tage stilling til måske 5-10 spammails, som har snydt filteret. Sammen med sin “ubegrænsede” lagring bliver GMail vanskelig at erstatte. Jeg har endnu ikke set nogen alternativer, der når GMail til sokkeholderne, men kom gerne med dem.

Om YouTube kan erstattes er lidt mere uvist. Der findes adskillige udmærkede alternativer, og YouTubes eneste fordel er vel egentlig, at den er en slags de-facto standard. Som konsument (dvs jeg uploader utrolig sjældent videoer men jeg ser dem gerne) har jeg ingen præferencer til videotjeneste, men jeg vil sige, at jeg foretrækker for eksempel Vimeo fremfor YouTube. Bonuspegepind: Apple vil bruge Vimeo som standard videotjeneste i OS X Mountain Lion.

Google Maps kan jeg godt bruge uden at være logget ind. Jeg bruger kun tjenesten til at tjekke småting, og i de fleste tilfælde er det med Google Maps appen på min iPhone. Desuden findes der også andre korttjenester, og der går endda rygter om, at Apple barsler med en.

Googles RSS-læser, Google Reader, har længe været min absolutte favorit. Den har havde to fordele: a) Den ligger på web, så jeg kan tilgå den uanset hvilken maskine, jeg sidder ved, og b) den er var rigtig god til at foreslå artikler, som kunne være interessante, baseret på det jeg ellers læser. Den sidste feature er nærmest forsvundet, siden Google+ blev lanceret. Der er sket et eller andet med funktionen, så nu er den nærmest ubrugelig. Reader kan undværes. Jeg tror RSS så småt dør ud til fordel for Twitter og du-er-måske-interesseret-i-dette-apps som Zite.

Hvorvidt der findes alternativer til Google Analytics er jeg lidt mere i tvivl om. Eller; jeg ved at der findes alternativer, men jeg tvivler på deres effektivitet. Google har en stor fordel af, at det meste af al webtrafik går via dem eller deres tjenester på den ene eller den anden måde, så de sidder på utrolig megen data.

Google Adsense kan også undværes. Selvom det er langt det mest effektive reklamenetværk, så findes der andre måder at tjene penge på sin hjemmeside.

Til sidst er der Google+ som den grimme ælling. Projektet er stadigvæk i startfasen, men der er ingen tvivl om, at det er her Google satser. Tjenesten har på rekordfart stukket sine tentakler ind i de fleste andre af Googles tjenester. Google vil ikke nøjes med at vide, hvad du laver men også hvem du er, og det kommer du til at fortælle dem med Google+. Men samtidig er det også en af Googles mindst givende tjenester forstået på den måde, at man ikke får noget konkret produkt i retur (i modsætning til mail, videohosting, kort osv) men bare en legeplads, hvor du kan dele alt muligt med alle mulige. Kan sådan set nemt undværes, men har også en den skyggeside, at man ikke vil gå glip af noget.

Der opstår også et andet spørgsmål: er det egentlig så farligt med denne nye brugerlicens?

Det korte svar er vel, at det ved vi ikke endnu. Jeg synes det er vanskeligt at bedømme konsekvenserne af den. Bevares, hvis jeg søger efter nogle dubiøse ting på Google, og det vil forfølge mig på andre sites, er det selvfølgelig uheldigt. Det problem tror jeg er minimalt. Men tanken om at overlade så megen information til een entitet er en anelse skræmmende. Google er et amerikansk firma, og vi ved hverken hvad Google eller den amerikanske regering osv kan finde på i fremtiden. I dag er formålet sikkert ganske lyserødt, men hvad bringer fremtiden? Ikke nok med det, men Google er ikke alene om at ville vide alt om dig. Apple, Microsoft og især Facebook gør også, hvad de kan for at få dig til at fortælle mere og mere om dig selv.

Oprydning i RSS-læseren

Indrømmet; jeg er af den gamle skole og bruger stadigvæk RSS. Det er stadig en fin måde at få opdateringer fra faste kilder, og efterhånden findes der en god del læser-programmer, som helt abstraherer væk fra RSS. Jeg sværger dog til Google Reader, fordi den altid er ved hånden uanset maskine. Forleden besluttede jeg mig for at rydde lidt op og omorganisere, og jeg blev så tilfreds med udfaldet, at jeg gerne vil fortælle lidt mere om det. Læs resten

Sorter efter magi

Foto: xarop1969

Foto: xarop1969

Googles RSS læser, Google Reader, introducerede en ny måde at udforske RSS feeds på i går. Jeg har taget det til mig allerede efter en dags sporadisk RSS-læsning. De personlige forslag er OK, selvom det er mere feeds end egentlige indlæg, som Reader tror vil være interessante for dig. Populære feeds er også ret OK – selvom der er en tendens til lidt for meget failblog og andet gøgl, så er det en del guldkorn imellem.

En anden ny feature er “sort by magic” – det vil sige, at man kan sortere sine eksisterende abonnementer efter relevans og interesse, så man er sikker på at få essensen af nyhedsverdenen, hvis man har dårlig tid. Personligt har jeg ikke haft den store succesoplevelse med dette, men det skal nok få et par chancer til.

Jeg tænker på om dette kan revolutionere syndikering og ændre måden vi læser RSS-feeds på. Istedet for at have en række faste feeds vi læser dagligt, vil vi så bevæge os over til kun at læse det som er populært for tiden uanset kilde? Ordet “revolutionere” er nok en anelse stærkt i denne samenhæng, men jeg tror det kommer til at revolutionere måden Google Reader-brugere brugere Google Reader på. Selv har jeg fjernet et par abonnementer fra min liste, fordi jeg 1) aldrig får læst dem alligevel og 2) med disse nye funktioner vil få det mest interessante serveret alligevel.

Google Reader er altså bedre

Efter næsten et år med Bloglines som foretrukken RSS-læser er jeg nu krøbet tilbage til Google Reader. Den ER altså bare bedre.

Bloglines begyndte at blive senil. Først var der perioder med nedetid. Så begyndte den at glemme nogle af mine feeds. Fx holdt den helt op med at opdatere Politikens feed. Derudover har den en tendens til at gå helt i stå i løbet af dagen og lade være med at opdatere noget som helst.

I dag byttede jeg til Google Reader, og straks virker alting igen. Google har også et meget bedre interface, som automatisk markerer ting som læst, efterhånden som man scroller over dem, og indholdet vises på en noget mere behagelig måde.

Jeg skiftede åbenbart af frygt for mit privatliv. Til helvede med det.