Tag-arkiv: Mindstorms NXT

Mindstorms

Jeg har anskaffet mig et sæt Mindstorms NXT 2.0 (teknisk set var det min kone som købte det til mig, men jeg havde købt det alligevel). Der er lagt i ovnen til en masse mørke vinteraftener hvor fantasien og ingeniørkunsten skal sættes på alvorlig prøve.

En af de gode ting med Mindstorms er, at der eksisterer et rigtig stor community hvor en masse kreative sjæle deler deres skabninger med hinanden. Et fantastisk eksempel på, hvad man kan lave med NXT (selvom den ikke er begrænset til delene i et standard sæt) er Ogre. Det er en tank på larvefødder udstyret med blandt andet kamera og en skræmmende hailstorm kanon. Tanken kan både fjernstyres og selv køre rundt og finde noget at skyde på.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

LEGOfest

Jeg var til LEGOfest i går. Det lyder måske lidt sært, og det er det måske også. At kombinere LEGO og alkohol er muligvis ikke særlig normalt, men jeg kan godt afsløre at det er sjovt!

Vi startede aftenen med et godt måltid mad og rødvin. Lammesteg og råstegte karftofler godt smurt ind i alskens krydderier. Efter maden kom LEGOen frem. Kassevis med LEGO, sorteret efter farve og størrelse, og det skulle ikke vare længe, før den sortering var en saga blot.

Mest spændende var selvfølgelig det sæt med Mindstorms NXT som lå og ventede på at blive brugt. Jeg har aldrig prøvet at bruge det før, og i begyndelsen var det lidt sært. Hvad skulle vi bygge? Da vi endelig besluttede os for, at tingen skulle have larvefødder og kunne skyde varede det ikke længe før vi sad fordybet i at konstruere hver sin komponent til tingesten. Det færdige resultat var ikke videre kønt, men vi kom frem til en ting som vi programmerede til at køre fremad og stoppe, hvis den registrerede en forhindring 40 centimeter foran sig. Herefter ville den affyre kanonen og rotere for at køre modsat vej igen. Alt sammen fik vi lavet i løbet af et par timer.

Det var ikke kun os, der var opslugte af LEGOen. Alle sad og byggede på et eller andet selvom de sad og snakkede og drak. En fik bygget en flot Transformers-agtig robot i god gammeldags LEGO, mens de andre byggede mere eller mindre psykedeliske konstruktioner.

Når værten får lagt nogle billeder på Flickr skal jeg give en lyd igen.