Tag-arkiv: multitouch

Er en tablet virkelig det vi vil have?

YouTube-forhåndsvisningsbillede

For tiden er der en masse rygter om at Apple barsler med en tablet af en eller anden art. Andre er også begyndt at melde sig på banen (se fx videoen over), og derudover har vi Kindle og Nook, som man kan læse elektroniske bøger på.

Fællesnævneren for disse, som jeg ser det, er at de skal tage det trykte medie ind i det nye årtusinde. Vi skal få aviser, blade og bøger i elektronisk form på en lille gadget, som vi kan sidde med i sofaen, ligge i sengen eller have med i toget.

Men er det virkelig en videreføring af et gammelt medie, vi vil have? Ønsker vi vores avis krydret med videoer, levende grafer og hvad vi nu kan finde på?

Hvorfor ikke skrotte gammelmediet 100% og starte helt på en frisk uden hensyntagen til, hvordan nyheder og populærkultur er blevet formidlet siden Guthenberg opfandt trykkemaskinen? Er det nødvendigt at disse tablets skal videreføre begreber som sider, artikler og læseretning? Skal læseren begrænses til et enkelt magasin, og skal artiklen også?

Vi har så mange elektroniske herligheder til rådighed i dag, og alligevel skal fremtidens nyhedsformidling låses i samme bås som fortidens. Dette område trænger virkelig til mere nytænkning end indlejrede videoer og multitouch.