Tag-arkiv: Safari

Nye features på iPhone

Jeg sidder og følger keynoten fra årets World Wide Developer Conference, som Apple står bag. Dette er mine første tanker og reaktioner på nogle af de nye features i iOS til iPhone og iPad.

Notifications: Det var på tide, og det lyder rigtig fedt. Ideen er vel mere eller mindre stjålet fra Android, men det gør ikke mig noget.

Integration med Twitter: God ide, men nok mest for Twitter.

Safari Reader: Stakkels Marco fra Instapaper, men hvis ikke det kan bruges fra ikke-Apple browsere, så er det lidt ubrugeligt for mig.

Reminders: Genialt med geo-reminders, så man kan blive mindet om ting, når man ankommer eller forlader et sted. Igen, dette er set før på Android.

Nyt kamera: Det er en god ide at gøre kameraet mere tilgængeligt. Den største ulempe i dag er, at det tager for lang tid fra man fisker telefonen op af lommen til man er klar til at skyde.

iPad/iPhone uden PC: Endelig, endelig, ENDELIG! At det skal være nødvendigt at koble telefonen til en computer (med et KABEL! *fnys*) er for dumt i 2011.

iMessage: Jeg har da ikke noget imod at kunne sende beskeder osv til andre iPhonebrugere uden at betale for det :)

Alfons mit Safari

Når man siger “Mac” må man også sige “Safari”.

Siden jeg skiftede til Mac, har jeg stædigt hold fast ved Firefox 2 som min foretrukne browser. Jeg syntes Safari-browseren var noget værre Lego som ikke kunne meget andet end at vise hjemmesider og gjorde det på en (for Apple ret overraskende) u-brugervenlig måde. Mit arbejde med en browser var på det tidspunkt blevet temmelig plugin-afhængigt (reklamefiltre, diverse webudvikler-plugins, konsol mm), og jeg kunne ganske enkelt ikke se et Firefox-løst liv for mig.

For nylig gik det op for mig, at Firefox faktisk er en elendig browser. Ikke fordi den viser siderne forkert eller ikke klarer at køre nødvendige JavaScripts, for det klarer den til UG+ med krølle og snabel-a. Nej, den er efterhånden blevet så utrolig langsom og sløv, at det gør mig frustreret. Jeg har tit hørt om, at håndteringen af hukommelsen i Firefox 2 skulle være kritisabel, men jeg har altid slået det hen som at “det sker ikke for mig, kun for de andre.” Det gik op for mig, at det også skete for mig.

Jeg har skiftet til Safari og opdaget, at den browser er lynende hurtig. Ly-nen-de! Og ved du hvad? Der findes også plugins til Safari. Heldigvis har nogen gidet at samle dem alle (eller i hvert fald de bedste/vigtigste) på hjemmesiden Pimp My Safari, og der er et par godbidder at tage af.

Her er, i tilfældig rækkefølge, et udpluk af plugins, som har gjort min hverdag lettere:

  • SafariSource: Hvis man skal vise en hjemmesides kildekode, er Safari ikke særlig god til at gøre det på en læsevenlig måde. Ergo, SafariSource.
  • DeliciousSafari: Få dine del.icio.us bogmærker ind i Safari (en fremragende måde at dele sine bogmærker på tværs af computere).
  • PithHelmet: Meget stærk reklamefiltrering samt filtrering af mange andre ting på mange niveauer.
Jeg ved ikke, om disse plugins også virker på Safari på Windows. Smid en kommentar, hvis du er WindowsSafarist, og du beslutter dig for at afprøve det.
Happy pimping!