Tag-arkiv: Tegning

Jeg har tegnet en tegning

Til min fødselsdag fik jeg blandt andet en tegneblok og to blyanter af Øyvind, og i aften kom ånden over mig. Om det var Helligånden, skal jeg ikke kunne sige, men jeg brugte da en times tid på at få lidt ned på papiret. Her er resultatet:
Some guy
Ikke værst. Det er min anden tegning, siden jeg fik blokken, så jeg er godt tilfreds med starten.

Jeg fik også en klump knetgummi, som er et blødt viskelæder, der opsuger stort set alt. Det er tegningens svar på sorte huller. Da det er blødt kan det formes, som man vil have det, og på den måde er det fremragende til at viske ud kun der, hvor man rent faktisk vil viske ud. Smart. I tillæg er det suverænt til at beskæftige fingrene, mens man tænker.

En lille opdatering

Jeg har ikke været så flink til at skrive her på det sidste, men jeg laver ny hjemmeside for Lost Weekend Festivalen for tiden, så der er ikke ret meget til overs af min fritid til at støve ting op, jeg kan skrive om. Siden er dog næsten færdig, og så vender jeg forhåbentlig tilbage for fuld styrke.

In other news, så var det min fødselsdag i går (næsten i forgårs), og jeg kan nu skrive “29 år” på mine tegninger, før jeg hænger dem på køleskabet. Apropos tegninger, så fik jeg blandt andet en ny digitizer i fødselsdagsgave, og selvom jeg udtrykkeligt havde sagt, at det skulle være af mærket Wacom, lykkedes det alligevel min kæreste at købe ne af et andet mærke. Det siger nu mere om sælgeren, for hun havde udtrykkeligt bedt om en Wacom, og han var overbevist om, at det var det også – med andre ord har han ikke vidst en skid om, hvad han solgte. Jeg valgte alligevel at beholde den, for man får ikke en Wacom tegneplade med et aktivt område på 12″ til under mange tusindlapper, og jeg synes også, at denne her er rigtig god. I hvert fald til mit brug.

Men tegneplade kombineret med en kammerat, der er rigtig god til at tegne kan resultere i, at der kommer nogle tegninger på siden her engang i fremtiden (når jeg får noget fritid til overs… suk).