Tag-arkiv: Youtube

Nettets fremtid ekstra uhyggelig

Foto: JasonWalton @ flickr

Foto: JasonWalton @ flickr

Jeg er rystet. Dybt rystet.

For bare nogle dage siden pegede jeg på, at dommen over The Pirate Bay risikerer at blive startskuddet til et angreb på internettets form som vi kender det. I dag læser jeg, at EU er godt i gang med kapitel 2 i den saga. Ødelæggelsen af internettet er meget mere fremskreden, end jeg gik og troede.

I EU er man for tiden ved at behandle det, som kaldes for Telekompakken, og her i aften behandles forslag 46. Forslaget er et forsøg på at beskytte brugernes rettigheder ved at fastslå, at en bruger ikke kan udelukkes fra nettet uden at en retslig kompetent myndighed har bestemt det. Hvis forslaget afvises, åbner det i princippet op for, at internettet kan fragmenteres, så du skal betale for hvad du bruger, eller bestemte tjenester kan spærres efter forgodtbefindende. Mere konkret betyder det, at en udbyder for eksempel kan give dig fri adgang til nettet som sådan men kræve ekstra betaling for adgang til populære sites som YouTube eller Facebook. Et andet scenario kunne være at internetudbyderen kan spærre for bestemte tjenester som for eksempel BitTorrent eller anden e-mail end den de selv tilbyder.

Mit sind er et så stort mylder af arrige tanker om dette, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte, men lad mig bare slå fast: Afvises forslaget kan man godt vinke farvel til internettet som vi kender det. Den innovation, frihed og åbenhed, som har været drivkraften der har gjort internettet til det det er i 2009, vil forsvinde og drukne i benhård business om kolde kontanter. Dine kolde kontanter – du ved, dem du helst ikke vil give slip på.

For det er naturligvis big business, der er drivkraften i både EU og i forslaget, som er til behandling. Det er pres fra blandet andet underholdningsindustrien kombineret med politikere, som ikke kan se fornuften i ikke at tjene store penge på nettet, hvis de da i det hele taget har begreb om, hvad der er de er i gang med. Det er fantastisk, at kyniske, leverplettede gamle mænd i jakkesæt nu entrer scenen og skal høste frugten af 15 års tænken udenfor boxen, åbenhed og frihed. Velkommen til EU – en filial i Kina Inc.

Skulle forslaget afvises er der dog håb endnu om at udbyderne besinder sig og er i stand til at træffe en logisk beslutning om internettets fremtid. Jeg tror at det kan være en faktor for internetudbyderne, i kampen om kunderne, at bibeholde den frie og åbne adgang til nettet, men det vil ikke hue den konservative del af underholdningsbranchen (musik- og filmindustrien) hvis services som BitTorrent får lov til at overleve. Hvem som vinder kampen er umuligt at sige, men underholdningsbranchen er nødt til at indse, at de må følge med tiden. For mit vedkommende har norske internetudbydere heldigvis skrevet under på en erklæring om netneutralitet, og det synes jeg er utrolig positivt.

Jeg er bange for at internettet går en mørk tid i møde.

Mere frit materiale på nettet

Der er åbenbart gået mode i at lægge ting frit tilgængeligt på nettet. Tidligere på ugen var det Google, der kunne offentliggøre, at de har lagt et kæmpe arkiv af billeder fra magasinet LIFE ud på nettet. Siden er en sand fornøjelse, og jeg kan bruge lang tid på at sidde og studere billeder fra alle de store begivenheder indenfor de sidste 100 år.

Gutterne i Monty Python har indset, at den bedste måde man kan sikre en ordentlig kvalitet på sit piratkopierede materiale er ved at piratkopiere det selv. De har derfor lavet en officiel kanal på YouTube, hvor der i skrivende stund er et lille udvalg af de gode gamle sketches, og der skal komme flere. Hurra for deling og frihed!

Det eneste minus er at deres videoer ikke kan embeddes på andre sider. Der skulle ellers have været en lækker godbid lige her. Det er der ikke, så gå ind på YouTube og se dem der at jeg ikke kan se.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Du skal selv lave popcornene

Til trods for navnet, Popcorn Hour, er deres ypperste produkt, Popcorn Hour A-110, ikke nogen popcornmaskine. Til gengæld kan den virkelig få dig til at få lyst til popcorn.

Popcorn Hour er nemlig et overflødighedshorn af specifikationer samlet i pæn indpakning og med et lavt strømforbrug. Det er en multimediemaskine til at stille under fjernsynet sammen med en god lydforstærker og koble til lokalnettet, harddiske og alt mulig andet der kan levere film og musik. Kigger man på specifikationerne er det på samme tid helt utroligt at det er muligt og enhver nørds drøm. Den æder ALT man kan komme i tanker om at kaste efter den af film og lyd.

Derudover finder vi et hav af online videotjenester (YouTube mm), Flickr-adgang, netradioer, RSS-læser, indbygget BitTorrent-klient og meget mere.

Men det stopper ikke der. Et lavt strømforbrug og en ditto pris gør den nemlig ekstra interessant. 215 dollars plus fragt plus (evt.) told gør den til et meget interessant alternativ til de 10.000+ kroners monstre (med Windows – adr!), som findes derude. Maskiner som i bund og grund bare er en PC i et nyt kabinet.

Det er sådan det skal gøres!

Reklameklovne

Microsoft kom midt i ugen med sit modspil til Apples Get A Mac reklamer. En reklamefilm, der skal være hip, sjov, med på noderne og bringe smilet frem hos seeren. Microsoft har (indtil videre) valgt ikke at mobbe modparten, som Apples reklamer har en tendens til at gøre. Istedet har de hevet Jerry Seinfeld ind fra højre og bygget en mildest talt underlig reklame op om ham, Bill Gates og … sko.

Reklamen minder lidt om et typisk afsnit af Seinfeld; det handler ikke om noget som helst. Forskellen er bare, at Seinfeld er sjovt mens reklamen ikke er det. Jeg forstår den ikke. Den er ikke sjov. Jeg kan ikke se formålet med den. Døm selv:

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Du kan også lige se en typisk Get A Mac reklame bare for referencens skyld:

YouTube-forhåndsvisningsbillede